Du må ikke tygge!"
Min kloge kone ser advarende på mig. Sammen har husets piger været på chokoladekursus med en berømt kok og er vendt hjem med både ny viden og et par absolut nødvendige smagsprøver.
Og så lige et par kogebøger og nogle af de råvarer, der skal til for at sikre, at opskrifterne bliver vellykkede.
"Vidste du, hvor stor forskel der er på kvaliteten af chokolade," spørger hun, da jeg lydigt lader chokoladen smelte på tungen.
Og jo, det har da anet mig. Højdepunktet i mine chokoladeoplevelser var den mørke, svenske chokolade, vi fik på min barndoms ferier. Firmaet er for længst overtaget af en af de multinationale, som dygtigt har drænet chokoladen for ethvert anstrøg af kvalitet og introduceret noget, der svagt minder om den gamle - med tilnavnet Classic.
Det eneste, der efter min mening kommer i nærheden af min barndoms favorit, er schweizisk chokolade i små, gule pakker.
"Prøv så at smage den her," opfordrer min dejlige kone og holder netop et stykke af den slags op foran næsen på mig.
Det er den slags opfordringer, jeg ikke behøver så mange af for at slå til. Så jeg flår papiret af og propper chokoladen i munden.
"Ikke tygge," lyder det igen advarende fra den anden ende af sofaen.
OK - enkelte traditioner kan man vel godt lave om på for husfredens skyld. Men der er noget i vejen med det stykke chokolade, hun har givet mig. Det vil ikke smelte, det vil ikke smage.
"Hvad har du gjort ved det," kan jeg ikke lade være at spørge.
"Ingenting," svarer hun.
"Her kan du bare mærke forskel på kvalitet og det modsatte."
Jeg giver op og tygger uden glæde det, der engang var min favorit.
"Utroligt. Ikke sandt," bemærker min kloge kone, mens hun ser opmærksomt på mig.
Jeg synes, det mest utrolige er, at jeg i den grad berøves min barndoms drømme.
At nutidens kvalitet har sin pris, kan hun ikke skjule - selvom hun ikke vil fortælle mig prisen på de otte bittesmå stykker chokolade, som hun og min kønne datter i fællesskab har hjembragt fra byen.
Men vi får serveret dem i halve, alt andet end mundrette stykker.
"Man behøver ikke at frådse, for at det skal smage godt," fortsætter foredraget.
Egentlig er vi holdt op med at spise chokolade. Selv har jeg begivet mig ud på en temmelig nødvendig slankekur, mens min kloge kone holder på, at bare man spiser sundt, er der ingen grund til bekymring.
En betragtning, der tydeligt nok ikke er møntet på mig. Min opgave er at spise sundt - men lidt, har jeg forstået.
Og efterhånden som jeg adlyder, svinder vægten også en smule.
"Så ødelægger det heller ikke noget, at du kun får små stykker chokolade," betoner min kønne datter, der tilsyneladende helt står på sin mors side, når det gælder madlavning.
Dagen efter smitter besøget hos den landskendte kok endnu af: "Køb butterdej!" står der på den huskeseddel, jeg har fået med i Brugsen.
"Jeg troede, det var den slags, man skulle lave selv," kan jeg ikke lade være at sige, da jeg kommer hjem.
Men jeg lærer hurtigt at lukke - eller rettere åbne - munden, da resultatet af mit indkøb demonstreres samme aften: Enormt lækre pæretærter serveret i meget mere end mundrette bidder. Her er ikke noget med, at småt er godt. Selvfølgelig kan jeg ikke holde mig tilbage, og selvfølgelig får jeg ondt i maven.
"Min stakkels mave," siger jeg ynkeligt og får et bestemt blik som svar.
"Var der måske noget i vejen med kagen," spørger min kloge kone mistænksomt.
Men det var kun størrelsen, der var problemet. Og så måske den mængde flødeskum, jeg pøsede ovenpå.
Da vi kommer i seng om aftenen, er det hendes tur til at blive fristet til en syrlig bemærkning:
"Måske skulle du alligevel tage den slankekur lidt mere seriøst," siger hun, inden hun lægger sig til at sove.
Selv ligger jeg søvnløs et godt stykke tid med ondt i den spændte mave.