Log på Forside
 
Brændekløvehus med EU-tilskud
Jan Josefsen I Vejen vil indrette ubrugt staldbygning med nye maskiner og sikkerhedsudstyr, så folk kan købe brænde og selv kløve det forsvarligt inden døre.
Folk, der køber brænde hos Jan Josefsen skal kunne stå og kløve det indendørs. Den ide har fået tilsagn om tilskud fra EU. Tegning: Marianne Fogtmann.

En ældre, ubrugt staldbygning og masser af træ i overskud fra skoven. Det var jo oplagt at forsøge at kombinere de to ting i noget, der måske kan give et afkast. Så ideen kom næsten helt af sig selv.«

Sådan formulerer Jan Josefsen fra Vejen det, når man spørger ham, hvorfra han fik ideen til at omdanne en ældre, men solid staldbygning på sin gård til et hus, hvor folk kan stå og kløve brænde.

Tom i mange år
»Bygningen var oprindelig hestestald og siden indrettet til høns, men den har stået tom de sidste mange år. Vi har boet her i otte år og aldrig brugt den til noget, men den kræver jo stadig vedligeholdelse. Så nu skulle den enten væk eller bruges til noget fornuftigt,« siger han.

Ejendommen drives med slagtesvin, 140 hektar planteavl og 18 hektar skov fordelt med to tredjedele løvtræ og en tredjedel nåletræ. Og det har længe været svært at afsætte træ fra skoven, der er fredskov og derfor skal vedligeholdes.

»Jeg har før annonceret med træ til private, men uden den store succes, for vi er mange om budet. Men med brændekløvehuset håber vi at skille os ud fra mængden. Folk skulle gerne få lyst til at købe vores brænde, fordi de samtidig selv kan kløve det i tørvejr og under ordnede forhold.«

Brændekløvehuset bliver indrettet med moderne el-maskiner som kløvere og save, da man ikke må have traktordrevne maskiner indendørs. Samt selvfølgelig det nødvendige sikkerhedsudstyr i tøj, støvler, hjelm m.m.

På ide-stadiet
»Trods intentioner om det modsatte er Jan Josefsen endnu ikke gået i gang med projektet. Han har nemlig haft meget svært ved at finde håndværkere, der havde tid til at sætte den tidligere stald i stand. Så projektet er endnu kun på ide-stadiet,« pointerer han.

Men EU-tilskuddet, som udgør op til 50 procent af de dokumenterede udgifter, er der givet tilsagn om. Dog på betingelse af, at arbejdet bliver udført af håndværkere.

»Hvis vi selv går i gang, fordi vi bliver trætte af at vente på mureren, får vi ikke en krone. Så det er bestemt ikke nogen guldgrube. Men det er da en håndsrækning, en form for starthjælp, så satsningen ikke går helt galt økonomisk,« siger han.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: