Log på Forside
 
Bygningsideer - Lad dig inspirere af andre
Gode ideer til anvendelse af tomme bygninger kan man få ved at se på andre projekter og finde sin egen lokale vinkel.
Landmand Knud Erik Rasmussen fortalte levende om, hvordan familiens gård på Nordfyn med 30 hektar og masser af mose, eng og skov efterhånden er blevet udviklet med fiskesøer, spor i landskabet, ferielejligheder, naturcamping og gallerier for kunstnere. Jeg plejer gerne at sige, at hver turist lægger lige så meget i kassen, som bonden tjener på 10 svin, lød en af Knud E. Rasmussens muntre udtalelser. Læs mere om Mosegaardens aktiviteter på www.mosegaarden-nordfyn.dk

En ide, som aldrig er set før, er næsten ikke til at komme på. Det gælder også, når målet er at finde anvendelse for en overflødiggjort landbrugsbygning.

"Det er svært at opfinde de dybe tallerkener, men hvis man finder en anderledes kant end den, de andre har, så er det fint. Ethvert sted har sin historie. Det, der tæller, er oplevelsen, som man ikke glemmer. Brug netværk i det lokale område. Udvid horisonten og lad jer inspirere af andre projekter. Det er stadig jeres projekt, selv når I melder jer ind i en forening for folk, der har gjort det samme."

Sådan lød rådet fra arkitekt Inger Kafton fra Tegnestuen Klint, LRØ Dansk Landbrugsrådgivning, da hun præsenterede en lang stribe projekter fra forskellige steder i landet på et temamøde, som BG Bank, Dansk Landbrugsrådgivning/ Byggeri og teknik og avisen Land&liv holdt på Dalum Landbrugsskole i Odense om mulighederne for at sætte liv i tomme landbrugsbygninger og finde gårdens skjulte værdi. Det var det første af fem møder, og der måtte bæres ekstra stole ind for at give plads til alle.

Husk lovene

Der blev lyttet meget intenst, da jurist Morten Haahr Jensen, Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, gennemgik den lovgivning, som sætter rammer for mulighederne for at udnytte sine bygninger til andre formål, end de oprindelige.

Planlov, landbrugslov, sommerhuslov og naturbeskyttelseslov har alle sine regler, der skal tages hensyn til, når den gode ide skal flyve ud i verden og blive til virkelighed.

Paragraf 37

"En lovparagraf er værd at bide mærke i, fordi den rummer muligheder for ejere af landbrugsbygninger. Det er Planlovens paragraf 37, som indeholder en særlig vigtig bestemmelse om bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en landbrugsejendom. Det er efter denne bestemmelse muligt at tage sådanne bygninger i brug til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker og én helårsbolig", forklarede Morten Haahr Jensen

"Det er dog den betingelse, at virksomheden, butikken eller boligen etableres i bestående bygninger, der ikke om- eller tilbygges i væsentligt omfang, og at bygningen ikke er opført inden for de seneste fem år. Og det er kun tomme bygninger, der tidligere har været erhvervsmæssigt nødvendige landbrugsbygninger, der kan tages i brug på den måde. Der skal endvidere være tale om bygninger, der er egnede til formålet".

Men man kan måske få lov til andre ting, end man regnede med. Her et eksempel fra Morten Haahr Jensens indlæg:

Kan en gyllebeholder bruges til lager? Ja, det kan den faktisk godt. En kommune sagde nej, men Naturklagenævnet kiggede på sagen og gav lov.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: