Log på Forside
 
Frederiks fremtid
Frederik vejer nu omkring ni-ti kg. Han tilhører typen Bennet kænguru og bliver som fuldt udvokset næsten dobbelt så stor. Vi kunne ikke blive ved at have ham inde. Nu bor han ude i en voliere, indrettet i vores tidligere roehus. Desværre tror jeg ikke, han kan klare sig i indhegningerne ude i det fri sammen med de andre kænguruer, når han ikke kan se.

Frederik, hvad nu?

Ja, nogle vil nok sige hvem er Frederik? Frederik er en kænguruunge, der nu er ved at vokse sig stor og stærk, men desværre er han blevet helt blind.

Jeg fik ham i pleje som en lille bitte lyserød klump på cirka 250 gram. Frederik faldt ud af moderens pung tre gange, hvorefter jeg blev ringet op, om jeg ville prøve at flaske ham op, hvilket jeg straks sagde ja til. Jeg blev dog meget betænkelig, da jeg så, hvor lille han var.

Frederik blev holdt varm de første måneder i en dertil indrettet taske med kunstig varme. Jeg gav ham flaske syv gange i døgnet, både nat og dag. Han accepterede ikke, at andre gjore det. Derfor måtte jeg have ham med, når jeg skulle til møder. Han for eksempel med til årsmøde på Nyborg Strand, dengang vi skulle have valg af ny landsformand i Familielandbrugsektionen. Ved den lejlighed fik han også navnet Ib efter Ib W. Jensen, vores nye formand. Nu kalder vi ham mest Frederik Ibbermand.

Berlin eller ej

Jeg har i årenes løb flasket ni kænguruunger op, de syv med held. Frederik er den eneste, der har fået problemer med øjnene.

Da jeg opdagede, der var noget galt med synet, tog jeg til dyrlæge med ham. Dyrlægen kunne desværre hurtigt konstatere, at det var begyndende grå stær, som meget hurtigt udviklede sig, så han blev totalt blind.

Vi tog så på dyrehospital med ham - et sted, hvor de er specialister i øjenoperationer. I starten var dyrlægen meget positiv og mente, der var mulighed for at redde cirka 80 procent af synet ved en operation. Men efter at have spurgt kollegaer i USA og Berlin til råds har dyrlægen ikke selv mod på en sådan operation.

Vi er derfor blevet henvist til en dyrlæge i Berlin, der har udført flere operationer på kænguruer - nogle med godt resultat, andre hvor det ikke helt har været tilfældet. Indtil for kort tid siden syntes jeg, Frederik skulle have chancen for at få synet igen, men nu er jeg ved at ændre mening, især efter at have fået en mail fra en kænguruprofessor i Australien, som mener, der kun er cirka. 25 procent chance for, at en operation vil lykkes.

Det værst tænkelige er, at det ikke går, og han derfor må aflives. Så måske er det bedst ikke at tage til Berlin og få ham opereret.

Vi ved, hvad vi har. Tanken om, at kænguruen måske ikke klarer operationen, er ikke så rar. Den endelige beslutning er ikke taget, men det ender nok med, at vi alligevel ikke tager turen til Berlin.

Her Frederik, da han var ganske lille og uden ret meget pels.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: