Log på Forside
 
Gebyr for at håndtere foder
De, der belaster systemet mindst, skal også betale mindst.

Alle landbrug, der håndterer foder, skal fra 1. januar 2006 være registreret. Det er et krav i den nye forordning om foderhygiejne i EU.

Det koster et gebyr at være med i registrerings- og kontrolsystemet.

»Men de landbrug, der belaster systemet mindst, skal også betale mindst.

Langt de fleste landbrug belaster ikke systemet i stort omfang. I løbet af 2006 vil de få en faktura på 400 kr., som dækker udgifterne for de kommende fire år - altså en betaling på 100 kr. om året,« siger Jannik Elmegaard fra Plantedirektoratet.

De landbrug, der anvender forblandinger og tilsætningsstoffer i ren form, vil dog skulle betale et højere gebyr.

»Forblandinger og fodertilsætningsstoffer er koncentrerede foderstoffer, som kan udgøre en risiko, hvis de anvendes forkert. Kravene til registrering og kvalitetsstyring på disse landbrug er større og medfører derfor også øgede kontroludgifter for Plantedirektoratet, som denne gruppe af landbrugere skal betale. De skal i første omgang betale en årlig grundafgift på 1500 kr,« siger Jannik Elmegaard.

»Grundafgiften dækker omkostningerne til vores arbejde med eksempelvis risikovurdering af landbrug, kvalitetssikring af den nye kontrol, information og opsøgende arbejde for at få alle registreret. Alt sammen krav, der er beskrevet i en anden ny EU-forordning om kontrol.«

»På længere sigt skal de landbrug, der anvender forblandinger eller tilsætningsstoffer, også betale direkte for en del af den tid, Plantedirektoratet bruger på kontrol af deres landbrug. Tankegangen bag denne finansieringsmodel er at støtte egenkontrollen bedst muligt. De landbrug, der ved hjælp af deres egenkontrolsystem lever op til de nye regler, skal have mindre kontrol fra Plantedirektoratet og dermed også betale mindre,« siger Jannik Elmegaard.

Gebyrerne er beskrevet i Plantedirektoratets bekendtgørelse om betaling for foderstofkontrol i 2006, bekendtgørelse nr. 1361 af 15. december 2005.

Jannik Elmegaard

kan kontaktes på 45 26 35 71 eller E-mail: jagpdir.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: