Log på Forside
 
Hent foråret ind i stuen
Alle slags grene fra buske og træer kan drives frem til blomstring inde i varmen.

Selv om det er vinter med skiftende hård frost, tø og gråvejr - eller smukt solskinsvejr - kan foråret hentes ind i stuen. Grene af mange slags bliver smukke og livsbekræftende efter få dage indendørs.

Havens træer og buske har længe forberedt sig på foråret. Derfor kan grene af mange af havens planter lokkes i blomst i det varmere klima indendørs.

Nyudsprungne grene med blade og/eller blomster giver den rette stemning og hygger, hvor de står, især hvis der stadig er frost og sne udenfor. Ofte får de afskårne grene her først på året blomster og ingen blade. Tager vi grene fra de samme blomsterbuske længere hen mod foråret, kommer der derimod både blade og blomster.

Det kan være en god ide at overbruse blomstergrenene lidt med vand, især de første dage, da de ellers kan tørre ud, når de kommer indenfor i varmen. Er de først blevet for tørre, kan blomsterknopperne muligvis tørre helt ind og falde af inden blomstring.

Mirabelle og kirsebærgrene er meget smukke, men som de da drysser efter endt blomstring!

Pilegrene af mange arter danner de fineste lange, lyse rødder. De vil derfor tage sig bedst ud i lange, høje glasvaser, så vi kan beundre rødderne, mens de vokser frem. Troldepil med de mange krogede grene er meget villige til at danne rødder og kan så senere plantes ud i haven og blive til mange små nye træer. De er meget populære at bruge i dekorationer, især i forårsmånederne.

Forsytia er dog nok en af vores topscorere hvert år. Allerede i december kan vi begynde at klippe grene til drivning af forsytia, fjeldribs, troldnød, kejserbusk, vinterjasmin og kastanie. I januar og februar kan vi også klippe af kvæde, kastanier, birk, kirsebær, kirsebærkornel, magnolie og pærer.

Fra marts kan vi passende klippe æbler, paradisæbler, mirabeller og rosenmandel. Men ellers er det blot at prøve sig frem med grene fra havens buske og træer.

Nænner man ikke at klippe alt for meget i haven, har mange blomsterhandlere ofte smukke grene, der er begyndt at springe ud. Men vi får ligesom lidt mere forhold til det, vi selv henter ind fra vores egen have eller læhegn. En frisk gåtur rundt giver motion, og man får set det myldrende liv af knopper, der venter på forårets komme.

Stiklinger

Snart kan vi også begynde at gøde vore potteplanter igen. Det tilbagevendende dagslys giver livsgnisten tilbage til blomsterne, som kvitterer med små, nye skud. Nogle har godt af at blive plantet om og måske delt i flere potter. Andre kan der tages stiklinger af. En gammel pelargonie kan således blive stammoder til mange små, nye pelargonier. Gartnerierne er også nu i fuld gang med at tage stiklinger af fuchsiaer, så de kan sætte deres præg på blomsterfloraen i mange haver, hvor netop disse planter er blevet meget populære.

Såning af blomsterfrø i opvarmede drivhuse er det også ved at være sæson for. Vi andre må vente lidt endnu, men når først frøstativerne inden længe dukker op med et væld af både nye og gamle sorter frø, så begynder det at krible i fingrene efter at komme i gang.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: