LIB-formand John Arildsen (Valtra/LMB Danmark A/S) glæder sig over den succes, som allerede nu er i hus for landbrugs-fagmessen LIB 2006 i Fredericia Messecenter.
Nogle maskinudstillere må allerede nu regne med at komme på venteliste til LIB 2006, der åbner dørene i Fredericia Messecenter 16. november. Der er nemlig lagt beslag på samtlige haller på fagmessen for maskiner og teknik til landbruget.
»Udstillernes interesse for LIB-messerne har været jævnt stigende siden starten i 1998, og søgningen til årets messe er rekord-stor. Det er ret enestående, at en så stor messe er booket op så tidligt,« konstaterer Jan Friche, direktør i Fredericia Messecenter.
John Arildsen, formand for LIB, Landbrugsmaskin Importørernes Brancheforening, glæder sig over tilstrømningen.
»Det er flot, at vi allerede på nuværende tidspunkt har fyldt hallerne op. Det bekræfter os i, at vi valgte rigtigt med de overvejelser, vi havde før premieren for otte år siden - nemlig at vi henvender os til dansk landbrug, at vi fokuserer på det rullende materiel i landbruget, og at vi udstiller hvert andet år.«
»Der hersker heller ingen tvivl om, at terminen midt i november er altafgørende for mange af udstillerne. På det tidspunkt kan man nå at disponere sine investeringer, og leverandørerne kan nå at producere og levere materiellet, inden man skal i gang med forårsarbejdet. Hvis man kommer hen på den anden side af nytår, indskrænkes den mulighed naturligvis,« påpeger John Arildsen.
Det eneste minus ved rekord-søgningen til LIB 2006 er, at nogle udstillere kommer på venteliste, og at der sandsynligvis ikke bliver plads til alle interesserede. Fredericia Messecenter og LIB, som arrangerer messen sammen, vil derfor overveje mulighederne for at udvide udstillingsarealet fremover.
LIB satte i 2004 besøgsrekord med knap 19.500 besøgende fagfolk over de tre messedage.Foga