Se gødningspriser på nettet
Fremover kan danske landmænd tjekke deres gødningspriser på handelsfirmaet Agro Bizz' hjemmeside.
Firmaet oplyser, at det er det første i branchen, som tilbyder sine kunder et fuldstændig gennemsigtigt prisprogram.
»Alle danske landmænd har krav på at kunne se, hvad de skal betale for en given vare. Og den åbenhed er vi nu garant for i en branche, som hidtil har holdt priskortene helt tæt til kroppen,« siger direktør Flemming Rasmussen, Agro Bizz A/S, Odense.
Flemming Rasmussen understreger, at Agro Bizz' prispolitik også omhandler de rabatter, der kan opnås, når der købes stort ind.
Han påpeger i øvrigt, at det i de seneste mange år har været betydeligt billigere at handle gødning i sommermånederne, hvor gødningsforbruget lige har toppet, og hvor energien typisk er billigst.
Det understreges af disse tal:
I 2005 lå prisen på en NS 27-5 gødning i juli eksempelvis på 116 kr. pr. 100 kg med levering i marts 2006. I december lød dagsprisen på samme gødningstype på 139 kr. pr. 100 kg med levering i december og betaling i januar.
Gødningspriser kan ses på www.agrobizz.com
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: