Tysk topkvalitet på Agromek
De to elektriske luftspjæld hjælper styringen med at styre mod en optimal forbrænding.
Agromek i Herning er vel overstået, og mange af udstillerne har nu nok at gøre med at følge op på de mange henvendelser, der kom ind i løbet af uge 3. Det gælder ikke mindst udstillerne af energiproducerende anlæg, som fyringsanlæg med videre.
En af de stande, jeg besøgte mere indgående, var firmaet BSM fra Rødding, der har specialiseret sig i tyske kvalitets biobrændselskedler.
Kedel med topkarakter
EURO 30 kedlen fra BSM ligger rigtig flot på Teknologisk Instituts liste over godkendte biobrændselsanlæg. Karakteren B i kategorien Energi og et flot A i Miljø opnås kun af de allerbedste.
BSM biofyringsanlæg er i Danmark repræsentant for det tyske firma HDG Bavaria, som producerer fyringsanlæg fra 12 til 250 kW. EURO kedlen, der findes i tre varianter, 30 - 40 og 50 kW, er beregnet til fyring med træ, træaffald, spåner, flis og træbriketter.
Solid konstruktion
Det, der falder i øjnene og tiltaler meget, er nogle utroligt stærke og solide konstruktioner på denne model EURO 30. En stor, kraftig låge i toppen af kedlen lukker af til et lodret brændkammer på 220 liter, hvor de længste brændestykker kan være cirka 56 cm.
Selv om lågen ser tung ud, er det intet problem at åbne og lukke den. Det hjælper to små støddæmpere på lågens side til med.
Kedlen har elektriske motorspjæld på luftindtagene for primær og sekundær forbrændingsluft. Luften trækkes ind gennem spjældene ved hjælp af en lille suge-træk ventilator, placeret ved kedlens røgkanal. Spjældene styres af kedlens computerstyring, der får signaler fra blandt andet en iltsonde i røgrøret. En keramisk herd i kedlens røggasdel sørger for en høj temperatur og dermed en optimal forbrænding. Fabrikken anbefaler en akkumuleringstank på 3.000 liter til EURO kedlen.
www.bsmkedler.dk
Keramik i røggasdelen sikrer en høj forbrændingstemperatur. Iltsonden er med til at styre forbrændingen. Man ser tydeligt det kraftige gods, kedlen består af, alt i en meget gennemført kvalitet.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: