
Foto: Marianne Fogtmann.
Udsigt over gadekæret i Store Magleby.
Store Magleby - også kaldet hollænderbyen - ligger omgivet af åbne marker, der grænser op til hegnet omkring Kastrup Lufthavn. Ren idyl, hvis man ellers kan affinde sig med lyden af flyvemaskiner, som letter og lander.
"Jamen, det vænner man sig til, og lufthavnen er blevet en god arbejdsplads for dem, der ikke længere driver landbrug og gartneri," fastslår Dirch Jansen, der er formand for Amagermuseet i St. Magleby.
Lufthavnens nærhed gør, at der ikke er sket byudvikling omkring St. Magleby. Derfor ligger den fortsat som en næsten uberørt landsby, skønt der er mindre end 10 km til Københavns centrum. Det er museumsforeningens formand glad for.
Scoutens efterkommer
Dirch Jansen kan spore sine aner 12 generationer tilbage til den scout, der i år 1600 trådte til som leder af det lille hollandske samfund på Amager, og han bor på en gård i Dragør, der længe har været i slægtens eje.
"Hollænderne blev inviteret til Amager 1521 af den progressive Kong Chr II, som gerne ville have dem til at vise, hvordan borgere kan være med til at have magt og indflydelse som modvægt til adel og kirke. Og så var hollænderne gode til at dyrke grønsager. De fik meget ud af jorden, blandt andet fordi de brugte husdyrgødning," fortæller Dirch Jansen.
De 184 hollandske indvandrere fik af kongen ret til at råde over hele Amager - med undtagelse af Dragør. Saltholm fik de også. Men allerede efter tre år blev Chr. II væltet. Hollænderne skulle derefter flytte sammen i St. Magleby, og Saltholm skulle de dele med de danske bønder, der vendte tilbage, efter at Chr. II havde fået dem flyttet bort.
Nogle af hollænderne rejste hjem, men andre blev boende.
"De, der blev, fastholdt i 300 hundrede år deres hollandske samfund med eget sprog og scouten som leder. Der var tradition for, at de unge ikke giftede sig med nogen fra det omgivende samfund. Men i løbet af 1800 tallet begyndte det hollandske samfund på Amager at åbne sig," fortæller Dirch Jansen.
Fortsat kan man spotte de hollandske efterkommere på navnene. Der er mange fra Amager, der hedder Dirch, fordi de har hollandske rødder. En af dem var Dirch Passer.
www.amagermuseet.dk
Dirch Jansen er formand for Amager Museumsforening.
Hver dag i hele sommerferien er der på Amgermuseet folk i dragter, der levendegør hverdagslivet for en landbofamilie på Amager anno 1900.