"Har du husket at komme salt i?"
Min kloge kone sender mig et bekymret blik. Det er mig, der står for aftensmaden, ligesom jeg har stået for dagens indkøb og tilrettelagt menuen.
Hun peger på kartoflerne.
Jeg nægter at svare. Som om jeg ikke ved, at der skal salt i kartoflerne.
"Har du?" - spørger hun en lille smule utålmodigt.
"Hvad tror du selv?" svarer jeg med et udtryk, jeg har lånt fra mine børn.
Nu er det hende, der nægter at svare. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at hun var en lille smule forurettet.
Jeg begynder at stege frikadellerne. Jeg er husets ubestridt bedste frikadellekok. Selv min kone indrømmer det, selvom jeg i mørke stunder har hende mistænkt for, at det kun er noget, hun siger dels for at gøre mig glad, dels for selv at slippe for at lave frikadeller.
Men jeg sluger hendes ros råt og affinder mig med, at hun ikke tror, jeg kan koge kartofler. Selv har hun kun ganske få hvide pletter på sit menukort - ting, som hun simpelthen nægter, at hun kan finde ud af.
En af dem er at lave kaffe. Selv er hun te-drikker, og gang på gang har jeg hørt hende kalde opgivende, når hun skal lave kaffen til vores gæster.
"Jeg ved altså ikke, hvordan man gør," sukker hun opgivende.
"Hvor svært kan det være?" svarer jeg med endnu en replik, jeg har overtaget fra mine børn.
Kvinder er altså ikke for kloge - eller også er de.
I virkeligheden burde jeg - når jeg skal være helt ærlig - have nogen forståelse for hendes lyst til at kommentere min fremgangsmåde, når jeg laver mad.
Når hun sidder ved rattet i bilen og har mig med som passager, er rollerne nemlig byttet fuldstændigt om.
"Skift gear nu," bliver jeg nødt til at sige med jævne mellemrum. Eller jeg retter blot en venligt strittende pegefinger mod gearstangen. Der er intet, der tyder på, at hun sætter pris på min kyndige vejledning. Men hvorfor skulle jeg ikke vide bedre?
Allerede da jeg var en lille knægt, sad jeg på bagsædet og øvede mig i, hvornår koblingen skulle trædes ned, gearstangen flyttes og tilkoblingen ske.
Med mine legetøjsbiler foretog jeg parallelparkeringer eller bakkede lange strækninger med anhænger.
Gjorde hun måske det? - kan jeg finde på at spørge, når jeg er allerdummest.
"Nej, så åndssvage tror jeg alligevel ikke der er ret mange, der har været," kan hun finde på at svare, når hun bliver allermest hidsig.
Min lille sejr indfinder sig, når vi virkelig har brug for at bakke med anhængeren. Så overlader hun uden flere kommentarer rattet til mig, som på den måde får lejlighed til at demonstrere, hvor nyttigt det har været at lege med biler.
Nå - men det var maden, vi kom fra. Jeg er efterhånden blevet færdig med mine berømte frikadeller - det siger min kloge kone i hvert fald, at de er.
Med møge og besvær får vi kaldt ungerne ned til spisning. Vi voksne gider ikke vente på, at de får lettet sig fra fjernsynet, så vi starter med at spise før dem. Det giver sammenlagt 10 minutter med familieidyl, hvorfra skal trækkes de tre minutter, vores langhårede lemmedasker af en søn bruger på at brokke sig over manglende cola.
Da min kønne datter tager den første bid af sin kartoffel, siger hun med det samme:
"Far, har du overhovedet kommet salt i de kartofler?"