Log på Forside
 
Nye krav til hestevelfærd
Heste bør motioneres mindst to timer fem gange om ugen, foreslår Justitsministeriets arbejdsgruppe om hestehold.

Fast motion, god plads og adgang til udendørs fold. Det er nogle af de forhold, heste har krav på. Det mener den arbejdsgruppe under Justitsministeriet, som nu er kommet med sine forslag til, hvordan reglerne for hestehold bør være, når dyrevelfærden skal være i orden.

En arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeren har siden april 2003 gennemgået forholdene for heste og er nu kommet med udkast til regler om tidssvarende mindstekrav til beskyttelse af heste.

Det Dyreetiske Råd har nemlig anbefalet, at der kommer faste regler dels om hestens opholdsarealer, opholdsrum og inventaret heri, dels om indretning og drift af rideskoler og hestepensioner for at opfylde dyreværnslovens hensigter.

Kravene

Arbejdsgruppen foreslår blandt andet følgende mindstekrav:

- Efter en kortere overgangsperiode forbud mod opstaldning i spiltov

- Nærmere angivne krav til størrelsen af enkeltbokse, gruppebokse og folingsbokse

- Nærmere bestemte krav til loftshøjden i staldbygninger og i øvrigt en række mindstekrav til indretningen af stalden, fx med hensyn til lys etc.

- Krav om, at der på alle opstaldningssteder for heste skal være mulighed for foldophold, herunder et krav om, at heste mindst fem dage om ugen skal motioneres eller gives fri bevægelse i mindst to timer dagligt, medmindre veterinære eller vejrmæssige forhold taler afgørende herimod

- Alle heste, uanset om de er på fold eller er opstaldet, skal tilses minimum én gang dagligt. Endvidere skal hesteholdet tilses af en dyrlæge mindst én gang årligt.

- Krav om, at et hestehold minimum skal bestå af to heste

- Mærkning af heste må kun foretages af uddannet personale

- Personer, som er ansvarlige for professionelle hestehold, skal være over 18 år og besidde en relevant faglig uddannelse hertil.

Derudover indeholder rapporten en række anbefalinger, som har til formål at højne velfærden for heste i højere grad end de foreslåede mindstekrav.

Den ny lovgivning om hold af heste forventes at træde i kraft allerede pr. 1. januar 2007.

Foga

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: