Log på Forside
 
Tid for nye ideer til haven
Denne lille næsten krybende aurikel stammer fra mit barndomshjem.

Dagslyset begynder at vende tilbage, og det begynder at krible efter at komme i gang. Februar, årets korteste måned, er ved at være slut, og marts holder sit indtog - marts, hvor vi rigtig får forårsfornemmelser.

En dejlig solskinsdag er det igen ved at være rart i drivhuset. Endnu er der ikke så meget liv hernede, men årets første kop kaffe her er hvert år en begivenhed, hvor jeg kan mærke det krible og krable efter at komme i gang igen.

Endnu er meget for tidligt. Men nye ideer og tiltag i haven modnes her midt i den endnu kolde tid.

I efteråret plantede jeg nye paradisæbletræer i indkørslen op til stuehuset. Som så ofte før, når jeg først har begyndt i et bed, er der pludselig en masse andet, der trænger til at blive plantet om, eller måske delt i mindre stykker.

Jeg havde her nogle små, opstammede kristtjørn. Vinden var tit hård ved dem, og de måtte af til rettes op, når vinden havde fået dem til at stå skævt. De har nu fået en plads, hvor blæsten ikke så nemt vælter dem.

Jeg har besluttet at plante rododendron imellem paradisæbletræerne. Jeg holder meget af disse fine og stedsegrønne buske med store, imponerende blomsterklaser i forårsmånederne.

Rododendron-hæk

Stor var min overraskelse, da jeg hørte om en have, hvor en gammel hæk blev fjernet, og en ny blev plantet, og den kom til at bestå af cirka 100 rododendron i to forskellige farver.

Jeg har altid ment, at netop disse planter bedst trives på en rimeligt beskyttet plads. Så inspireret af den hæk har jeg vovet at plante nogle i vores indkørsel. Jeg vil dog følge den anden hæk med stor interesse for at se, hvordan den udvikler sig de næste år. Ellers havde jeg sikkert selv plantet noget andet på stedet.

Kanten ud mod vejen består af sankthansurt og yderst en lav og meget blomsterrig type storkenæb, i en blålilla farve, der fint matcher de rødlilla sankthansblomster. Disse skal nu snart klippes ned, men har stået med fine frøstande hele vinteren.

Vi har nogle munkeparakitter i en fuglevoliere. De får hvert år de afklippede blomsterstande til redematerialer. Så det er også en form for genbrug.

Krybende aurikler

Nogle små, lave og krybende aurikler i en mørklilla farve, der danner en kant her ind mod græsplænen, trænger også til at blive plantet om. Auriklerne stammer hjemme fra min mors have. Vinteren har været hård ved dem, så nogle steder er rækken næsten forsvundet, andre steder er den så bred, at jeg godt kan tage nogle af dem og dermed få rækken hel igen. Jeg har set denne type aurikler i en mørkerød farve i en anden have, men tror ikke, de findes så mange steder mere.

Frø fra juledekoration

Kartebolletidslerne boltrer sig også her i dette bed. De sår sig selv, er to-årige og meget flotte, men kan hurtigt blive til alt for mange, hvis jeg ikke fjerner en del af dem. Jeg havde for år tilbage kigget langt efter denne plante og ønsket mig nogle. Et år fik jeg en juledekoration med et par af disse tidsler i. Efter jul gemte jeg frøstandene og fik nogle frø drysset af dem om foråret, som så blev sået. Mange har siden fået enten frøstande eller planter af mig.

Efeu skal klippes

Da vores sidste elmetræ fik elmesyge for et par år siden, fik vi en savskærer til at save en vaskebjørn ud i toppen af træet og årstallet lidt længere nede.

Men jeg syntes, det så lidt kedeligt ud forneden. Der plantede jeg derfor en storbladet efeu. Den har rigtig moret sig og er nu nået helt op til toppen og næsten dækket bjørnen. Så nu skal jeg i hvert fald i gang med saksen og have den skåret kraftigt tilbage. Men tit er det bare sådan, at når noget vil gro, går det ofte alt for stærkt.

Jeg har plantet mange af de små efeu-potteplanter rundt i haven, på skråninger og op ad en mur, der ikke længere var så pæn. Også de er vokset hurtigt til og er fine som et stedsegrønt bunddække, men skal også klippes tilbage engang imellem.

Skimmia er en dejlig stedsegrøn plante. Dem har jeg plantet mange af i efteråret.
Forventningens glæde. Et udsnit af min egen have en sommerdag.
Mine nye paradisæbletræer, der i efteråret blev plantet i indkørslen op til stuehuset.
Den omfangsrige efeu er potteplanter, der er plantet ud.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: