Log på Forside
 
Da Karl og Maries landbrug blev parcelhus
Mange mindre landbrug oplever for tiden at blive omvurderet med skattestigninger på op til 180 procent.
Pludselig var Karl og Maries ejendom blevet vurderet som parcelhus. Tegning Illustrudsen.

Én ulykke kommer sjældent alene.

I foråret 2005 modtog Karl som så mange andre husmænd en maskinudskrevet meddelse fra ToldSkat, som henviste til, at hans landbrugsejendom var årsomvurderet i henhold til Vurderingslovens §3, nr.10. Ejendommen var blevet vurderet som et parcelhus, fordi den havde ændret anvendelse.

Karl forstod ikke denne meddelelse, da hans ejendom ikke havde ændret anvendelse. Han ringede derfor til ToldSkat, som kunne fortælle ham, at denne meddelelse var automatisk udsendt til alle mindre landbrugsejendomme, men hvis han ikke var enig med ToldSkat, kunne han jo bare klage. ToldSkat havde ikke før udsendelsen af brevet været ude for at se, om ejendommen havde ændret anvendelse.

Karl sendte derfor en skriftlig klage til ToldSkat, hvor han skrev, at ejendommen ikke havde ændret anvendelse, og at den stadig anvendes/drives af ham som en landbrugsejendom med planteavl. Det var derfor hans opfattelse, at ejendommen som hidtil skulle vurderes som en landbrugsejendom.

Nidkær tolder

Nu gik der så lang tid. Men en dag i oktober 2005 dukkede der en medarbejder op fra ToldSkat med digitalkamera og målebånd. Han travede uden varsel rundt i Karl og Maries stuehus og fotograferede de forskellige rum, samtidig med at medarbejderen foretog en opmåling af stuehuset og nidkært registrerede forskellige ting i og ved stuehuset.

Hvilken ret har ToldSkat til at foretage en sådan fotografering og undersøgelse? Medarbejderen, har Karl senere fundet ud af, var/er medlem af byrådet i nabokommunen, valgt af Venstre, og han er nu medlem af sammenlægningsudvalget for den storkommune, som Karl og Marie bliver en del af.

Offentligt ansatte har selvfølgelig som alle andre ret til at blive valgt til byrådet, men det kan virke uheldigt, at det er de samme personer, som foretager omvurderingen af ejendommene i en kommune og derved forsøger at skaffe den samme kommune højere ejendomsskatter.

Skatten stiger

I januar modtog Karl så en opgørelse over sin ejendomsskat, som i forhold til den forrige vurdering var steget med 180 procent. Var der ikke et politisk parti/en statsminister i Danmark, som talte om skattestop?

Sidst i november modtog Karl et brev fra ToldSkat om, at hans sag var videregivet til Vurderingsrådet, da han jo ikke var enig med ToldSkat i omvurderingen, og dér ligger sagen så nu.

Lån påvirkes

Karl og Marie har selvfølgelig en mulighed for som andre folkepensionister at få deres ejendomsskat indefrosset ved kommunen.

Men der er bare det problem, at kommunen som omtalt i Land&liv uge 05, 2004 havde fundet ud af, at den smule vand, som løb fra Karl og Maries ejendom, pludselig var blevet farligt. Dette bevirkede, at Karl og Marie måtte optage et lån på 100.000 kr. til rensning af deres spildevand for at få installeret en såkaldt "Svend Auken" (i folkemunde udtryk/navn for et anlæg på en enkelt ejendom til rensning af spildevand, som ejeren er blevet pålagt efter miljølovens bestemmelser).

Hvis Karl og Marie får indefrosset deres ejendomsskat, vil dette jo blive pålagt deres ejendom som et stigende lån til kommunen. Det kan få konsekvenser for dem, hvis de senere skulle få brug for at optage et nedsparingslån til renteudgifterne og nye udgifter til for eksempel udskiftning af deres 25 år gamle bil, eller hvis de skulle få lyst til at holde lidt ferie på deres gamle dage, som for eksempel at besøge deres datter og børnebørn, som nu bor USA.

Hvem hjælper ?

I 1986 var der et lignende forsøg fra myndighederne om at gøre de små brug til parcelhuse med en efterfølgende stigning af ejendomsskatterne.

Dette afstedkom stor kritik fra hele landet, blandt andet fra Husmandsforeningen og de husmænd, som var medlemmer af Folketinget. Husmandsforeningen, som dengang arbejdede for bevarelsen af de små landbrug, tog til genmæle over for Landbrugsministeren, og det endte med, at det hele blev opgivet.

Men hvem hjælper Karl og Marie og de mange andre, som bliver ramt af den uretfærdige stigning i ejendomsskatten?

Karl er opvokset på et lille husmandsbrug på 10 tønder land, hvor de var fem børn, og hvor der ikke var råd til latinskole.

Nu er Husmandsforeningen nedlagt eller overtaget af storlandmændenes forening, ligesom der ikke længere er husmænd i Folketinget. Hans Larsen-Ledet var vist den sidste husmand på tinge.

Hvordan skal Karl kunne føre sin sag og argumentere med embedsmænd, der i nogle tilfælde har universitetsuddannelse og har stort kendskab til de meget komplicerede og indviklede vurderings- og skattelove?

Karl har ikke som folkepensionist råd til at søge professionel hjælp.

Udover det ganske land er der flere lignede sager som Karl og Maries, og det kan ikke udelukkes, at det hele skyldes et ønske fra de store svinefarmere om at få mere suppleringsjord. Storlandmændenes forening har da heller ikke taget til genmæle angående den pludselige stigning af ejendomsskatterne for de små landbrug.

Mit råd er: Lad dog de små husmænd, som i mange år har drevet deres ejendomme, være i fred til gavn for et levende land og lad mangfoldigheden blomstre i landdistrikterne.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: