Jeg er ikke nogen fremragende danser.
Skulle jeg selv en gang imellem glemme det, er min kloge kone ganske dygtig til at minde mig om det.
"Det er i hvert fald ikke på grund af dine danseevner, at jeg faldt for dig," kan hun finde på at sige.
Så er det, jeg bliver nødt til at påpege, at min mor var danselærerinde, at jeg gik til dans hele min barndom, og at jeg ikke behøver at lære mere.
Forleden fik hun en ubehagelig lejlighed til at sætte trumf bag sit krav om, at vi sammen genoptager danseundervisningen.
Til en fest havde de "vittige" arrangører bestemt, at der skulle konkurreres i - dans. Lige nu kan jeg ikke huske hvilken, men det er sådan set også sagen underordnet, for da deltagerne i konkurrencen skulle grovsorteres, var vi det allerførste par, der blev henvist til bænkerækkerne. Der var sådan set ingen tvivl om, hvis skyld det var.
Jeg havde lige nået at kaste et blik på vores nærmeste konkurrenter og konstateret, at vi i hvert fald klarede os bedre end dem. Det var ikke langt fra, at jeg fik lidt medlidenhed med dem - som i øvrigt senere vandt den samlede konkurrence.
Samtaleemnet i bilen hjem var givet på forhånd: "Nu begynder vi altså at gå til dans," meddelte min kloge kone i et tonefald, der ikke lagde op til diskussion.
Jeg er - blandt venner - ikke helt sikker på mit svar. Men jeg er helt klar over, hvordan det siden er blevet udlagt:
"Du har lovet det," lyder det nu, mens min kloge kone ser bestemt på mig.
Min taktik er enkel: At trække afgørelsen så længe, at dansesæsonen er overstået, inden hun får sin vilje trumfet igennem.
På det punkt kan min kønne datter vise sig at være en utilsigtet hindring. Som afslutning på gymnasiet skal eleverne nemlig danse lanciers. Eller Les Lanciers, som der står i det program, vi har fået omdelt.
Forældrene er velkomne til at deltage i festen, og på et eller andet punkt må arrangørerne have haft en fornemmelse af, at ikke alle forældre er lige egnede til at træde dansen.
I hvert fald tilbydes man forudgående undervisning!
Jeg var lovligt forhindret første gang.
"Men der kommer en gang mere," truer min kloge kone.
Andre ser mere frem til festen end jeg. Det er flere måneder siden, min kønne datter lejede sin balkjole. Gang på gang har hun prøvet den - eller rettere - lignende kjoler, for det trak ud med leveringen af lige præcis den gule sag, hun havde udset sig.
Og ja, jeg blev faktisk inviteret med til en af prøverne, og nej, jeg kunne slet ikke stå for hendes glade smil, da hun så sig selv i spejlet.
"Vi må hellere yde et tilskud til lejen," hørte jeg mig selv sige.
"Men mangler der ikke nogle skulderstropper," fortsatte jeg faderligt bekymret.
"Jeg synes, den er lidt bar foroven."
"Faaar", lød hendes glade men en smule bebrejdende svar.
"Det var lige præcis det, min venindes far sagde for lidt siden, da hun prøvede sin kjole. Tror du ikke, du er lidt gammeldags?"
Det er den slags bemærkninger, der nok kan få en far til at klappe i.
Måske bliver jeg alligevel nødt til at lære at danse Les Lanciers.