Kvinder, der bor på landet, har også brug for erfa-grupper med ligesindede. Både af faglig og social art. Det konkluderer Jette Petersen fra Sønderjysk Landboforening i Vojens på baggrund af et projekt, der har kørt i Sønderjysk Landboforening og Landwirtschaftlicher Hauptverein für Nordschleswig (LHN) i 2004-2005 med titlen "Landbokvinder som aktive ressourcepersoner i landdistrikterne".
Projektet er bygget op af fire koncepter eller aktiviteter: Dannelse af erfa-grupper for landbokvinder, kurser for landbokvinder, fælles arrangementer for hele familien og landbokvinden som ambassadør til at binde land og by sammen.
Populære erfa-grupper
"Der har været stor tilslutning til at oprette erfa-grupper for landbokvinder. Vi har lavet seks grupper med 70 deltagere med vidt forskellige baggrunde og i alle aldre, og grupperne kører rigtig godt. De fleste har nu kørt et til to år, er helt eller delvist selvkørende, og tilbagemeldingerne er meget positive," siger Jette Petersen.
Grupperne med de kvindelige fuldtidslandmænd er meget faglige og delt op i svine-, kvæg- eller planteavlsgrupper. Andre grupper er meget sociale og består primært af landbokvinder, der ikke eller kun i mindre grad deltager aktivt i landbrugsarbejdet. Og andre grupper igen er en god blanding.
"Nogle af grupperne mødes en gang om måneden, mens andre nøjes med hver 2.-3. måned. De skiftes til at være værter og mødes normalt om aftenen," fortæller Jette Petersen.
Kurser og arrangementer
Også kurser for landbokvinder indgik i projektet, og det var de bløde emner, der var mest interesse for. Et IT-kursus blev aflyst på grund af for lille tilslutning, mens der var rift om et kursus i personlig udvikling og kommunikation.
Også andre emner trak, såsom "kvinde folkevalgt blandt mænd", "kommunikation mellem land og by", "god dialog med naboen", "sikkerhed i landbruget for børn og voksne" og "medarbejdernes faglige og personlige udvikling".
Arrangementer målrettet hele familien trak også mange landbokvinder. Der var blandt andet en haveaften med havekonsulent, en temaaften om at få mest muligt ud af privatforbruget og en arkitektonisk temaaften om stuehuse og beplantning omkring ejendommen.
"Vi ser også frem til et kommende arrangement "Vild med dans og tryg ved livet" 17. marts," fortæller Jette Petersen. Her vil der være information om gruppeliv og gruppepension for unge i landbruget. Og derpå show og efterfølgende instruktion i dans af Marianne Eihilt fra TV2s "Vild med Dans" og hendes dansepartner Brian Juhl.
Kvinden som ambassadør
"Landbokvinder er nogle af de bedste til at binde land og by sammen, fordi mange arbejder i byen og bor på landet. Det er styrken ved vores arrangementer, hvor vi inviterer både land og by," fortæller Jette Petersen.
Største succes var en mad- og debataften "hvad vil du have at spise" med kokken Claus Meyer og et debatpanel bestående af Forbrugerrådet, SuperBest, Arla Foods, Danish Crown, en kvindelig mælkeproducent, fødevareminister Hans Christian Schmidt og Claus Meyer. Det arrangement trak 220 mennesker fra både land og by og gav mulighed for at påvirke magthaverne lidt.
"Og til foråret inviterer vi alle til at deltage i LOKs spil "landmand på spil". Et dialogspil, hvor man lander på forskellige situationer, som man skal tage stilling til og reagere på. Derved skulle land og by gerne blive klogere på hinanden," mener Jette Petersen.