Log på Forside
 
Landmand satser på engrossalg af økovin
Stalddørssalg af importeret, økologisk vin giver for lidt, hvis man vil leve af det. Så skal man satse på salg til en gros, har landmand og økologisk vinhandler Jens Lindby fra Tarm erfaret.
I butikken er der smagsprøver til alle kunderne. »Smagsprøver er vigtigt, da det giver vores kunder en særlig oplevelse, så de kommer igen,« fremhæver Jens Lindby.«

Aadum Økovin er Danmarks største forretning af økologisk vin, dessertvin, champagne, cognac og whisky. Forretningen har til huse i en ombygget, ældre staldlænge hos deltidslandmand Jens Lindby fra Aadum ved Tarm. En forretning, der begyndte i det små efter en ferietur til Frankrig, og som stille og roligt har arbejdet sig op til noget, der nærmer sig en heltidsbeskæftigelse for Jens Lindby.

Gik fra kødkvæg til vin

"Det begyndte helt tilfældigt i 1997, hvor jeg og min kone var på ferie langt ude på landet i Frankrig. Her mødte vi en lokal vinbonde, der lavede noget fantastisk vin. Det viste sig, at druerne blev dyrket økologisk, hvilket han selv mente var årsag til den fine kvalitet. Og det er noget af en bedrift, når man tænker på, at traditionelle vinmarker sprøjtes op til 24 gange på et år," fortæller Jens Lindby.

Ægteparret tog et par kasser af den gode, økologiske vin med hjem, og venner og bekendte var begejstrede. Dengang var det meste af det økologiske vin, man kunne få i Danmark, noget "surt, tyndt sprøjt", husker Jens Lindby. Så han bestilte hurtigt en hel palle af den franske økovin, lagde en femmer på prisen til dem selv, og solgte den for en halvtredser stykket. Med en begrænset investering på 30.000 kr. kunne det jo ikke gå helt galt.

Det gjorde det heller ikke, tværtimod. Import og salg af vin udviklede sig, og i 2002 var omsætningen på 100.000 kr. Så Jens Lindby satte Limousine køerne ud, satte den tomme staldbygning i stand og indrettede den til vinsmagning, butik og lager. Alt sammen til vin, som dermed ville blive præsenteret bedre og sælge mere. Samtidig blev bygningernes værdi øget.

Bevarer den gamle stil

"Det var vigtigt for os at bevare staldbygningens arkitektoniske stil ved renoveringen, så staldens oprindelige særpræg ikke blev ødelagt, men i stedet fremhævet. Tidligere tiders arkitektoniske fejl blev også repareret og den gamle stil genoprettet," fortæller han.

Blandt andet ville han bibeholde de gamle stålstolper, men myndighederne, som hidtil ellers havde været meget velvillige, gjorde indvendinger. De var ikke robuste nok til at kunne modstå en eventuel brand tilstrækkeligt længe. Så Jens Lindby beklædte stolperne med krydsfiner for at stille myndighederne tilfreds. Og nu tager det lidt længere tid, før de smelter, og loftet falder ned.

Aadum Økovin har omkring 100 forskellige mærker eller årgange af vin på lager og skifter hele tiden ud i sortimentet for at prøve nyt. Man kan købe alt fra hvidvin, rødvin, rosévin og champagne til whisky, cognac, sherry, portvin, sauterne og anden dessertvin. Alt sammen økologisk eller biodynamisk.

Jens Lindby er af og til blevet opfordret til at koble vinsalget sammen med salg af ost, kød m.m. Men det tror han ikke på.

"Vi er en specialforretning. Vi har forstand på vin, og det holder vi os til. Ost og kød ville også kræve strengere krav til hygiejneforhold og give mere bøvl med Fødevarestyrelsen."

Engrossalg og hjemmeside

Aadum Økovin holder åbent hver søndag og efter aftale. Jens Lindby mener ikke, der er behov for længere åbningstider, da fremtiden ikke ligger i selve butikken, men i salg til en gros. Så for at øge omsætningen er Jens Lindby de sidste par år begyndt at ringe og stemme dørklokker hos gårdbutikker, restauranter, kursussteder og købmænd. Ja i det hele taget alle de steder, der har økologi på dagsordenen. Og det må man sige har givet pote.

Han vil ikke ud med omsætningens størrelse i dag, men arbejder nu kun få timer om ugen uden for vinforretningen. Han satser på, at vinen bliver til en heltidsbeskæftigelse i løbet af få år.

Sidste nye tiltag er hjemmesiden www.oekovin.dk, hvor man kan købe vin direkte over nettet og læse mere om virksomheden og dens produkter. Hjemmesiden har kostet "en bondegård", som Jens Lindby udtrykker det, men er nødvendig for at klare sig på engrosmarkedet på landsplan.

"Vi sælger endnu ikke ret meget via hjemmesiden, men som importør er det vigtigt at have et ansigt udadtil," siger han.

Derudover annoncerer Aadum Økovin i alle økologiske blade, er med i diverse pjecer og i Slow Food. Sidstnævnte er en forening, der hylder friske råvarer og processen med at lave og spise maden langsomt.

Da Jens Lindby renoverede stalden, tog han meget hensyn til bygningens oprindelige arkitektoniske stil.
Staldvinduerne giver stemmning.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: