Log på Forside
 
Mobil filtrering sparer olie
Toms Maskinstation på Fyn har brugt et lille, mobilt finfiltreringsanlæg i tre år og sparet både olie og driftsstop. Efterspørgslen på offline-anlæg vokser i branchen.
Tom Foged Pedersen tilslutter sit mobile Fin Filter til en af sine John Deere traktorer i løbet af to minutter, for de tilkoblede redskaber skal ikke afmonteres.

Det tager to minutter at tilslutte det mobile filtreringsanlæg, som renser bagtøjsolien på traktoren i løbet af natten, når den holder stille alligevel.

"Ved at give alle traktorerne en tur en gang om måneden de seneste tre år har jeg sparet både oliekøb og driftsstop," konstaterer Tom Foged Pedersen, ejer af Toms Maskinstation i Salby ved Kerteminde.

Mobil efterspørgsel

Efterhånden som hydrauliksystemerne forfines, og olien i bagtøjet på nyere traktorer fungerer både som smøreolie til gear og bremseskiver samt som hydraulikolie, vokser kravene til rensning. De stationære filtre tager kun de groveste partikler, og derfor er interessen for små, mobile offline-anlæg vokset.

"Vi mærker en øget interesse for olievedligehold fra blandt andet maskinstationer og større landbrug både i Danmark og eksempelvis Irland," fortæller salgsingeniør Bjørn G. Martinsen fra C.C. Jensen, som er en af landets førende udbydere af off-line finfiltreringsanlæg.

"Mange har set, at investeringen på cairka15.000 kr. pr. anlæg hurtigt er tjent hjem i længere levetid for både olie og maskiner. Der er lavet mange tests og undersøgelser, som viser, at man ved finfiltrering kan flerdoble levetiden for både olie og komponenter - og derved undgå nedbrud og tabt driftstid," fortæller Bjørn G. Martinsen.

Klare testresultater

Tom Foged Pedersen var en af de første, som testede det mobile CJCTM finfiltreringsanlæg, og flere kolleger har kontaktet ham for at spørge ind til resultaterne.

"De forsøg, vi har deltaget i, overraskede mig, for den olie, som i første forsøg blev erklæret uegnet som hydraulikolie, var efter fem til syv rensninger faktisk renere end ny olie," fortæller Tom Foged Pedersen.

Prøverne blev analyseret af laboratoriet Filtrex Services i Holland, og resultaterne viste, at partikler under to mm blev reduceret fra 1,6 mio. pr. liter til 40.000 pr. liter, og partikler over 15 mm blev reduceret fra 2659 til 306.

"Hvis vi skal snakke om ulemper ved anlægget, så er det, at jeg skal ned på knæ for at tilslutte en lynkobling i bunden af traktoren," siger Tom Foged Pedersen med et skælmsk smil, for han mener nok, det er værd at bukke sig efter besparelsen.

Tom Foged Pedersen, Toms Maskinstation på Fyn, begyndte at bruge det lille CJCä Mobil Fin Filter for tre år siden, og han er især glad for den ekstra driftssikkerhed, det har givet.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: