Log på Forside
 
De presser selv brændstof
Der bruges cirka tre ton raps om ugen hos Sdr. Felding Bioenergi I/S.
Torben Henriksen og Henrik Bech Pedersen går så meget ind for rapsolie, at de både producerer det, fyrer med det og fylder det i bilens dieseltank.

De små, sorte rapsfrø hos Sdr. Felding Bioenergi I/S glider i en jævn strøm ned i presseren, der på ganske få sekunder omdanner dem til gylden olie og grønne rapsoliepiller. En efter en smutter pillerne ud - næsten klar til at smide i stokerfyret.

Sdr. Felding Bioenergi I/S er et nystartet firma placeret i Sdr. Felding cirka 25 km syd for Herning. Bagmændene er tre kammerater, der alle var blevet godt trætte af de høje energipriser.

Elinstallatør Torben Henriksen ønskede at køre på rapsolie i sin bil, civiløkonom Otto Bækgård havde investeret i et rapsoliefyr og bøvlede med uens leverancer, og svinerådgiver Henrik Bech Pedersen havde et ønske om at skifte de dyre træpiller ud med hjemmelavede rapsoliepiller.

Hurtig beslutning

Og i Sdr. Felding er der ikke langt fra tanke til handling. De tre gutter mødtes en gang i oktober sidste år. De så på et anlæg og tog beslutningen om at investere i en rapspresser. Den blev leveret i november 2005.

»Vi snakkede om det og blev enige om, at hvis ikke vi skulle kunne få det til at løbe rundt, så var der ingen, der kunne,« fortæller Henrik Bech Pedersen.

Alle tre har de nemlig forskellige kompetencer, der supplerer hinanden godt. Otto Bækgård har styr på tal, kontrakter og økonomi. Torben Henriksen holder af elektronik og maskiner, og Henrik Bech Pedersen har - udover sine gode ideer og fingerfærdighed - også en stor lade, der efter en renovering er blevet virksomhedens tilholdssted.

Det har været en stor investering for de tre mænd, og derfor har de forsøgt at bruge genbrugsmaterialer i vid udstrækning. En gammel regnvandstønde fungerer eksempelvis som beholder til kridt.

»Men det har også været vigtigt for os, at det fungerer. Så vi har ikke brugt noget skrammel. Det skal være en fornøjelse for os,« fortæller Torben Henriksen.

Processen

De tre mænd bruger en stor del af fritiden på rapspresseriet. Der er arbejde hver dag, og her i opstartfasen har det taget mange aftener og hel del weekender at få alt på plads.

Rapsen køber de selv hos enten en landmand eller foderstof, og de har lært, at der er stor forskel på raps. Noget indeholder mere end otte procent vand og giver dermed for bløde og våde piller, og olieindholdet i raps kan svinge fra 41 til 51 procent.

Første etape på rapsens vej i pressen er en opbevaringssilo. Fra siloen ryger rapsen ind i en forrenser, hvor skaller, småsten og sand fjernes.

»Det er vigtigt, at rapsen er fri for de små urenheder, for ellers slider vi for meget på maskineriet,« forklarer Torben Henriksen.

Efter forrenseren glider rapsfrøene ind i selve presseren. Olien koldpresses ud af frøene og filtreres endnu en gang, inden den løber ned i en 1000 liters tank. Den resterende rapskage formes til piller, der er yderst velegnede til de fleste stokerfyr. Pillerne får en smule kridt for at minimere slagger, og så pakkes de i 25 kg sække.

Den store tank med olie fyldes på omkring otte til 10 dage. Derefter sættes den til side i 10 dage, så de sidste urenheder kan bundfælde sig. Herefter filtreres olien for sidste gang i et tre my filter.

»Olien skal være helt ren, for ellers ødelægger den både fyr og bil,« siger Torben Henriksen.

Rapsens fremtid

De tre mænd tror på rapsens fremtid, for rapsolien er miljøvenlig at køre på og fyre med, og rapsoliepillerne brænder med deres ord »skidegodt«. Pillerne har et olieindhold på 15 til 18 procent, som betyder en del for brændværdien.

»Det minder om at fyre med korn, for man skal lige holde lidt øje med sit fyr, da det kan drille. Men til gengæld brænder rapsen også minimum 10 procent bedre end træpiller på grund af olieindholdet,« fortæller Henrik Bech Pedersen, der selv fyrer med raps.

Rapsoliepiller efterlader mere aske end træpiller, og derfor er ikke alle stokerfyr egnede til raps. Så en god ide er at prøve rapsen i en uges tid.

Anlægget i Sdr. Felding kører konstant. Det har en kapacitet på cirka 15 kg raps i timen. Det giver omkring seks liter olie og 10 kg piller.

Hvad koster det?

Rapsprodukterne fra Sdr. Felding bliver primært købt af folk i nærheden, men der har været kunder fra både Århus og Vejen.

Råvarepriserne har været stigende, og derfor følger priserne for brændslet formentlig snart trop.

Men i skrivende stund kan fyringsolien købes for 4,25 kr. plus moms, mens rapspillerne koster 1,20 kr. plus moms. Brændstof til biler er pålagt en miljøafgift på cirka tre kr./l, så det er nogenlunde samme pris som at tanke diesel ved en tankstation.

»Men der er til gengæld cirka 100 gange mindre svovl, og brændstoffet er CO2-neutralt,« siger Torben Henriksen.

www.bioenergiis.dk og på www.rapsbil.dk

Dryp, dryp, dryp. I løbet af en time kan rapsoliepresseren behandle 15 kg raps. Det bliver til seks liter olie og 10 kg piller til stokerfyret.
Inden rapsen presses, sies små sten, skaller og sand fra i denne forrenser.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: