Log på Forside
 
Drivhuset giver forårshumør
Drivhuset i vinteromgivelser. Sådan har det set ud længe.

Efter flere mørke og triste måneder går det nu hastigt mod lysere tider, og dermed starter den kommende sæson, først og fremmest i vindueskarmen og/eller i drivhuset, med frøsåning i potter og kasser.

Efter en usædvanlig frostkold marts måned kribler det nu virkelig efter at få gang i drivhuset. Mit eget store og dejlige drivhus på godt 30 m2 trænger til en omgang med sæbevand og knofedt. Grønt og kedeligt ser det ud på denne årstid.

Jeg giver det først en omgang for grønne alger. Venter så et par dage, inden jeg går i gang med sæbebørsten. Jeg har tidligere fået det gode råd at bruge Linds Universal Desinfekt. Midlet er egentlig beregnet til indendørsbrug, for eksempel til at vaske køleskabe og lignende af med, men det har også en god virkning på fliser, sten, trapper og glas, som har tendens til at blive grønne af alger, især i vintermånederne. Det gode ved dette middel er, at det ikke har nogen skadelig effekt på planterne.

Midlet blandes med vand i forholdet 1 til 5 og sprøjtes ud med en håndsprøjte. Allerede dagen efter er alt det grønne ved at få en bleg farve.

Hyggekrog

Lige inden for døren i drivhuset har vi et bord, en bænk og et par stole. Her sidder vi ofte og får en kop kaffe eller flere af dagens måltider. Maden midt i alt det grønne smager næsten bedre end indendørs, og havesæsonen forlænges betydeligt ved ophold i drivhuset. Vi drak kaffe allerede i februar, men marts var alligevel for kold til det.

Drivhuset, som stammer fra et tidligere gartneri, er af træ. Det kræver en del vedligeholdelse. Træet skal males med jævne mellemrum, og noget af træet skal også fornyes indimellem.

Luften er fugtig i et drivhus med mange planter. I det lange løb går det ud over træet. Men alligevel er jeg meget mere glad for dette hus, end da jeg havde et af metal. Træet holder bedre på varmen og er også mere robust i et stormvejr.

Husk byggetilladelse

Det var noget af et arbejde at få drivhuset pillet ned på gartneriet og få det bygget op herhjemme i haven. Vi har nu haft det i over 20 år og er stadigvæk meget glade for det.

Husk, hvis I vil have et stort drivhus, så skal der indhentes byggetilladelse, hvis det er over 10 m2.

Blomster

Førhen, da børnene var hjemme, havde jeg drivhuset fyldt med mange slags tomater, agurker, peber, meloner osv. Nu har jeg mest blomster.

Havehibiskus i flere farver, kænguruæbler i en pragtfuld blå farve, roser, små miniroser, passionsblomster, potteplanter, sommerblomster, flere typer klematis, husfred og mor og barn som bunddække. Men helt undvære tomaterne kan jeg nu ikke.

Grøn vinranke

Vi har i flere år haft en blå vin med masser af klaser på. Men druerne nåede sjældnet at modne ordentligt, så nu har de veget pladsen for en grøn og meget sød drue. Allerede første år gav den et fint udbytte, som bliver større år for år. Jeg kunne næsten ikke nænne at kassere den blå, da det var en stikling fra mit barndomshjem, men er dog glad for, at jeg tog skridtet og fik en anden type.

Frøposer i fotolommer

Når jeg har sået have- og blomsterfrø, sætter jeg poserne i fotolommer, inden de sættes i kanten af kasserne, hvor frøene er sået. Så bliver poserne ikke våde, og jeg kan hele tiden se, hvad der er sået i hver potte eller kasse.

Er posen først blevet våd, smuldrer den nemt, og så er det ikke til at se, hvad indholdet er. Jeg har de sidste par år sået frøene i de klare plastbakker, vi køber klementiner i. Jeg sætter to inden i hinanden og sætter posen i klemme her.

Sol og sommer. En skøn tid vi går i møde, når alt står i blomst omkring drivhuset.
Et kik ind i drivhuset en sommerdag.
Ferskentræ i blomst. Så er det forår.
Senere på året vil de søde, grønne druer hænge i tunge klaser.
Min yndlingsblomst i drivhuset: Blå kænguruæbler.
Kænguruæbler under modning.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: