Log på Forside
 
Fra stor landbohave til lille byhave
Margrete og Vagn Andersen i Jordrup har fået meget ud af en mindre have.
Forhaven er anlagt med marksten, fliser og masser af blomster.

I december 2000 byttede Grete (Margrete) og Vagn Andersen i Jordrup, deres landbrug og dejlige store frodige landbohave på ca. 2000 kvadratmeter til et parcelhus inde i selve Jordrup, hvor haven kun er ca. 850 kvadratmeter. Huset her havde deres søn haft i en årrække.

Grete var i mange år formand i havebrugsudvalget. Jeg overtog posten som landsformand efter hende for 15 år siden. Jeg har altid beundret Grete for hendes interesse og store viden om blomster og planter. Det var lidt af et spring at flytte fra den store have til et betydeligt mindre sted. Men Grete har virkelig forstået at bruge sine kreative evner her, og fået plads til lidt af hvert.

Da de flyttede til huset bestod området kun af græs, nogle store træer og mange hyben. Haven er nu som forvandlet med mange gode indslag, farverig, frodig og med et stort indhold af alsidig beplantning.

Selv om huset ligger i byen er der udsigt ud over markerne mod vest.

For Grete og Vagn stod valget mellem at bevare udsigten, eller plante læ. Udsigten fik første prioritet. Græsplænen havde en sænkning, som så er uddybet yderlige. Her er etableret en forsænket terrasse, hvor der er blevet alle tiders hyggekrog, med læ fra alle sider. I sænkningen, ned mod det ene hjørne, er der blevet plads til højbede med jordbær og grønsager.

"Det sværeste var at begrænse sig og vælge hvilke planter, der kunne blive plads til i haven", siger Grete. Men begge ønskede, der skulle være noget med lang blomstringstid, gode høstfarver, eller en smuk bladform. Valget faldt på surbundsplanter, rhododendron, aralier, flere slags hortensia, perikon, skimmia, primulaer og klematis.

Åben forhave

Forhaven ønskede de åben, da de synes, det er trist at gå en tur, hvor alle huse er gemt væk bag høje hække. Forhaven er derfor anlagt som et stenbed med store marksten hentet fra gården, hvor de boede før. Her er plantet et helt farveorgie af små og store og krybende stenbedsplanter: valmuer og sankthansurt i flere varianter og lidt længere tilbage Astrid Lindgren og H.C. Andersen Roser. Der er noget der blomstrer, eller har noget fint løv hele sæsonen.

Der er blevet plads til lidt espalierede frugttræer, en smuk sydbøg, nogle enkelte solitær træer med en fin og farverig underbeplantning. En virkelig perle i haven er en Korea Kornel, "Cornus Kousa", der blomstrer meget længe med enten røde eller hvide svøbeblade. To dejlige buske, der burde stå i nogle flere haver.

Haven med al dens indhold er blevet til lidt af en drømmehave og er et fint eksempel på, at det ikke altid er størrelsen, det kommer an på, men derimod at planterne bliver plantet, så det hele klæder hinanden.

Cornus Kousa, utroligt smuk, når den blomstrer, her i fine, røde nuancer.
Artiskokken er meget dekorativ midt i al det grønne.
Klatrestativ til blandt andet en flot blå Klematis.
Sydbøgen er en af Gretes favoritter.
Grete og Vagn med en ny Cornus Kousa, en blomstergave fra havevenner, men i en lysere farve end den Cornus Causa, der ses til højre.
En plantekasse med en smuk hvid klematis og dronning Margretes lyserøde Perlargonie, placeret foran den ene side til carporten.
Blå klematis.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: