I dag bruger Horsemosen galvaniserede, isolerede hytter til frilandsgrisene, som går ude hele deres levetid. Men da de begyndte med frilandsgrise, var det i træhytter, og de har også eksperimenteret med halmhytter. Både træ- og halmhytter har et bedre klima for dyrene, men de holdt kun halvt så længe - i fem år.

"Kom og spis, gjalder det ud over marken." Den kendte stemme får de brogede grise til at komme galoperende fra alle sider imod trillebøren med foderpiller. Den store, sortbrogede orne med de sjove halstitter hængende ned på hver side af halsen er som de fleste af grisene håndtam og ynder at spise direkte af sin ejers hånd. Men han viser også, at han er herre over flokken af grise, som barsk bliver puffet væk fra første række, da han når trillebøren. Stolt spankulerer han rundt med et nysgerrigt og vagtsomt blik mod de nyankomne, som han viser lidt mere interesse, end godt er. Bestemt ikke en herre, man skal nærme sig uden ejerens selskab.

Elsker mudder

Men det er jo meget almindeligt, at man aldrig bør vende ryggen til handyr. Sådan er det inden for mange arter - især når de går i fri dressur. De sortbrogede landracesvin af gammel æt er da også fredelige nok. Der er bare mere livsglæde og power i grisene herude på marken. De fire smågrise, der er tre uger gamle, spæner af sted så hurtigt, de små ben kan rende, mens mudderet sprøjter om ørerne på dem. Der er i det hele taget meget mudder her i den kolde tid. Og grisene elsker det. At vælte sig i et mudderbad hører absolut til yndlingsbeskæftigelserne.

"Da vi begyndte at have grise på friland, ville vi gerne gøre det så godt for dem som muligt," fortæller Ole Wienecke.

"Så vi gravede blandt andet et hul og fyldte det med vand, så grisene kunne tage mudderbad. Men det viste sig, at de meget hellere ville grave mudderhullet selv med deres tryner i stedet for at få serveret et færdigt et," ler han.

Gode til krydsninger

Sammen med sin kone Jytte Madsen ejer han stutteri Horsemosen på 29 hektar mellem Herning og Skive. Parret har opdrættet New Forest ponyer siden 1967 og shetlandsponyer siden 1998 og også haft lidt fåreavl de sidste tre år. De 25 heste er det primære. Frilandsgrisene er først kommet til i 1991, hvor parret købte en so med 11 grise af naboen.

Midt i 90'erne købte parret de første sortbrogede grise. De blev brugt til at krydse med de hvide Yorkshire grise, hvor første krydsning altid kun giver hvide grise og de efterfølgende også sortbrogede. Formålet var at få robuste grise med moderegenskaber i top. Men i takt med flere og flere indkrydsninger gled det sortbrogede islæt efterhånden ud. Først i 2004 begyndte parret med ren avl på de gamle, sortbrogede grise, da de købte fire søer og en orne med papirer.

"Vi blev opmærksomme på, at det var vigtigt at bevare de gamle racer, så værdifulde gener ikke døde ud. Og det ville vi gerne være med til," siger de to avlere, der begge er uddannede dyrlæger.

Kødet smager anderledes

"De sortbrogede grise bruger vi primært til avl og salg til andre besætninger, men af og til er der selvfølgelig nogle, der skal slagtes. En enkelt kan have sorte børster, så man må kassere noget af sværen ved slagtning, men det er sjældent. Vi slagter primært vores krydsningsgrise, der som oftest er hvide," siger Jytte Madsen.

Det tager en til tre måneder længere end normalt at fede de sortbrogede grise op. Dels fordi de vokser langsommere end hvide racer, dels fordi de er på friland. Og parret ønsker ikke at forcere noget.

"Kød fra vores frilandsgrise er mørkere, mere saftigt og velsmagende.

Stutteri Horsemosen har en orne og syv søer plus afkom i alle aldre. Ornen og fire af søerne er af racen ægte sortbroget, dansk landracesvin, mens de sidste tre søer er krydsninger. Det er ikke meningen, at besætningen skal øges, da det skal passe med arealet, der er til rådighed. Udendørs grise skal nemlig flytte fold hvert år, da de ødelægger græsdækket fuldstændigt.

Jytte Madsen og Ole Wienecke har efterhånden fået en fast kundekreds, der sætter pris på deres grise med en anderledes kødsmag. Og som efterspørger kød fra dyr, der har haft et godt og naturligt liv og aldrig har fået medicin eller haft lungebetændelse - og ikke mindst bliver transporteret, slagtet og håndteret så skånsomt som muligt.

Ornen Mols elsker, når Ole Wienecke gnubber den med en kost.

Foderpillerne er specialproducerede til frilandsgrise, og Jytte Madsen smider dem blot på jorden, så grisene selv kan rode efter dem.

De sortbrogede grise er meget rolige og spiser gerne af Jytte Madsens hånd. Det er hende, der passer grisene til daglig, da Ole Wienecke har fuldtidsarbejde ved siden af stutteriet.