Log på Forside
 
Landdistriktsformand frygter nationalpark, hvor tiden er sat i stå
De fastboende må have ret i deres ønsker til nationalpark, mener Lone Andersen, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
»Jeg har somme tider den opfattelse, at danskerne sidestiller en nationalpark med Serengti i Afrika og lign. Vi ser besvarelser, der siger, at parkerne skal være »vilde og storslåede,« siger Lone Andersen. »Det er som om, man glemmer, at Danmark er et lille, tæt befolket land, hvor man - i modsætning til både Sverige og Norge - næsten kan spytte over til naboen.«

Danskere vil gerne have nationalparker og er villige til at betale mellem 1.300 og 1.700 kr. om året, for at få det.

Det viser en undersøgelse, som Skov&Landskab og Fødevareøkonomisk Institut ved Landbohøjskolen i København har gennemført sammen med Skov- og Naturstyrelsen.

"Det er helt fint, at Center for Skov og Landskab har spurgt folk, hvad de vil betale pr. husstand for nationalparkerne, og hvad de vil med dem," siger Lone Andersen, formand for Landdistrikternes Fællesråd. Men hun tvivler på, at folk er helt så rundhåndede, hvis det kommer til realiteterne.

"Et er at sige ja til en teoretisk udgift, der ligger ude i fremtiden, noget andet er at tage pungen op af lommen den dag, regningen kommer."

Hvad der virkelig bekymrer Lone Andersen er, hvis danskernes ønsker til nationalparkerne - ifølge undersøgelsen - kolliderer med de fastboendes interesser.

"Her er det de fastboende, der har ret," mener Lone Andersen.

Reservatfrygt

"I den nationale spørgerunde fremgår det klart, at folk vil have nationalparker for at beskytte naturen. Men når de skal præcisere, hvad de ønsker, svarer langt de fleste, at hele eller dele af nationalparkerne skal lukkes af, og at et eventuelt erhvervsliv i parkerne må finde sig i en nedgang i produktionen," siger Lone Andersen.

Landdistrikternes Fællesråd, der er en paraplyorganisation for foreninger med interesse i det åbne land, er på den baggrund bekymret for, at nationalparkerne udvikler sig til det værst tænkelige scenarie, nemlig et reservat, hvor al udvikling er forbudt.

"Hvor sjovt er det lige at bo i et område, hvor tiden er sat i stå," spørger Lone Andersen.

Hun understreger, at Landdistrikternes Fællesråd er positive over for nationalparker, men på den betingelse, at parkerne udlægges og administreres i pagt med de mennesker, der bor i parkerne.

Foga

Motiv fra Mols Bjerge. Foto Jens Tønnesen.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: