Log på Forside
 
Landsted til luksusferien
Grethe Breum har selv indrettet fire gårde med ferielejligheder i luksusklassen og giver her gode råd på baggrund af sine egne, dyrekøbte erfaringer.
Foto: Merete Hattesen.
Grethe Breum købte den nedslidte herregård Hesthave i Salling for knap to år siden og var færdig med at renovere den i januar 2005, hvor de første gæster kom. Efter to dage udbrød der brand i det nyrenoverede pool-rum, og det måtte igen totalrenoveres. Så først i juni 2005 begyndte udlejningen af Hesthave for alvor, og der har stort set været booket helt op lige siden.

Store ferieboliger med 10 værelser til 24 personer, masser af luksus, og masser af udstyr til sports- og fritidsaktiviteter. Det er det, der sælger hos turisterne i dag. Det har Grethe Breum fra Hesthave nord for Skive erfaret, og det er også den melding, hun har fået fra udlejningsbureauerne, som kalder dem »mondæne landsteder«. Og hun har noget at have erfaringen i, da det er fjerde landbrugsejendom, hun omdanner til stor feriebolig i luksusklassen.

Ifølge hende selv har hun gennem årene begået mange fejl og bommerter, inden hun fik erfaring nok til at lave den luksusejendom, hun har i dag. Og dem vil hun gerne dele med Land&livs læsere, så andre undgår at begå de samme fejl.

Turister vil ikke dele

»Da jeg begyndte at omdanne gårde til feriebolig, indrettede jeg dem efter mit eget hoved. Jeg begik den fejl at tro, at andre ville have det samme som jeg, når de var på ferie. Da jeg selv gerne vil have mit eget sted i luksuriøse omgivelser, når jeg er på ferie, lavede jeg adskilte luksusferielejligheder med bad, toilet, køkken, soveværelse og opholdsrum. Men med fælles svimmingpool, aktivitetsrum, grill- og udendørsarealer,« fortæller Grethe Breum.

Men det solgte ikke nok. Turisterne vil nemlig ikke dele fællesfaciliteter i dag, medmindre de da kender hinanden og lejer stedet i fællesskab. Derfor fik Grethe Breum ideen til at lave én stor ferielejlighed, der kunne lejes ud som ét lejemål til store grupper. Ferielejligheden er på 850 kvm med fælles køkken- og spiserum, indgang, stue, aktivitetsrum, swimmingpool, spabad, sportshal, grillhus og gårdhave, og 10 store dobbeltværelser med eget bad og toilet.

»Det er meget vigtigt, at man ikke skal ud af huset for at komme til fællesrum, pool eller hinanden. Man vil jo stadig gerne kunne høre børnene om aftenen, når de er puttet, og de voksne hygger sig sammen,« siger Grethe Breum.

Tyskerne svigtede

»En så stor investering som Hesthave kræver fuld bookning året rundt. Jeg skal helst have 47-51 lejemål om året, og for 2006 ligger vi allerede på 40, så det ser helt godt ud,« siger Grethe Breum, der har bestillinger to år frem.

Ugeprisen spænder fra godt 9.000 kr. i lavsæsonen til godt 26.000 kr. i højsæsonen. Dertil kommer forbruget, som varierer mellem 4.500 og10.000 kr. for en uge.

Tyskerne udgør langt hovedparten af gæsterne. Men sidste år svigtede de pludselig. Nedgangen var på 50-60 procent i forhold til året før, og markedet faldt helt sammen. Og så er de store luksusferielejligheder meget sårbare. Også selvom tyskerne er begyndt at komme tilbage, og de norske og svenske turister også er på vej.

»Markedet er lige nu ikke oplagt til at lave nye, store ferielejligheder, hvis man ingen erfaring har. Så skal det i hvert fald være gennemført luksus som dette her, medmindre man har en stor pose penge, der alligevel skal investeres,« advarer Grethe Breum.

Firmaer og private fester

For at imødegå en gentagelse er Grethe Breum begyndt at spille på flere heste. Hun har indrettet lokalerne på Hesthave, så de også er velegnede til møder, konferencer og virksomheders øvrige arrangementer, og laver en del benarbejde for at blive et kendt ansigt i de kredse. Og så er hun begyndt at leje ferielejligheden ud til fester, receptioner, bryllupper m.m. Det kan kun lade sig gøre, fordi hun har valgt meget store rum, der er anvendelige til lidt af hvert. Plus det store fælleskøkken, der nærmest indbyder til kokke og store fester.

»Jeg tror på, at vores lejlighed fremover vil blive brugt mere og mere til møder og fester og mindre til almindelige turister,« siger Grethe Breum.

Hun fremhæver, at Hesthave ikke er nogen guldgrube - faktisk har det givet et underskud i 2005 og vil også gøre det i år. Men for hende er det en langtidsinvestering at øge bygningernes værdi, så stedet er mere værd, når de engang skal sælges. Det er simpelthen Grethe Breums livsstil at købe gamle, forfaldne gårde og renovere dem helt fra bunden.

»Jeg elsker at have håndværkere i huset og skabe noget sammen. Modspillet fra dem er meget vigtigt for mig. Renoveringen må maks. tage fem til seks måneder, og når jeg er færdig med et nyt sted, og det kører af sig selv, sælger jeg. Så må jeg videre til et nyt projekt,« siger hun.

Læs Grethe Breums tips om indretning og drift af luksusferielejligheder på næste side.

Turister vil have luksus og privatliv, når de er på ferie. Og det får de på Hesthave. Her den store fællesstue, der ligesom de øvrige rum er indrettet med antikviteter.
Indgang til ferielejlighed, gårdhave og grillhus vender væk fra gårdspladsen, så turisterne kan nyde ferien i ro og fred.
Der er et flot view ned igennem den store ferilejlighed. Køkkenet anes til højre, og spisepladser til mindst 24 personer ses til venstre.
Den store herregårdshave med lysthus, bænke og søer er åben for feriegæsterne.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: