
Foto: Torben Worsøe
Peter Søndergård går ikke så meget op i race, når han indkøber kødkvægstyre. Bortset fra de mindste racer er der potentiale i næsten alle dyr.
At opkøbe og færdigfede kalve fra kødkvæg.
"Det er der ingen, der kan tjene penge på," lyder den sædvanlige vurdering af den ide. Men Peter Søndergård har eftertrykkeligt modbevist påstanden. Hvert år opkøber han 100 kalve - hovedsageligt på markedet for levedyr i Brørup - og feder dem færdige, til de slagtes hos Danish Crown.
Sideløbende med den produktion har han en besætning bestående af Aberdeen Angus.
"Vi har regnet ud, at en slagtetyr skal indbringe 15 kr. om dagen, for at jeg kan få løn, og der er til afskrivning og foder. Indtil videre har dyrene indbragt omkring 20 kr. om dagen i gennemsnit," fortæller Peter Søndergård.
Hjemmeavlet foder og en rationel arbejdsgang er den væsentligste del af hemmeligheden bag den effektive produktion.
Var mælkeproducent
Peter Søndergård var økologisk mælkeproducent indtil år 2000. At opgive at have dyr på gården syntes han ville være ærgerligt - blandt andet på grund af løsdriftsstalden med dybstrøelse fra 1997.
Så der kom først almindelige stude til gården. Det var en dårlig forretning. Siden fik han en broget kødkvægsbesætning.
"Der var nogle Angus imellem, og dem faldt jeg for," fortæller Peter Søndergård, der i dag har en næsten ren besætning.
Men så var det altså, at han fandt på at opkøbe kødkvægskalve.
"Jeg ville helst købe fra de samme besætninger, men det er svært at finde besætninger, der konsekvent sælger kalvene om efteråret, og så er jeg henvist til at købe dem på det frie marked."
Racen er Peter Søndergård næsten ligeglad med. Kun de mindste racer går han udenom, men ellers består flokken af tyre af en skønsom blanding af forskellige racerene dyr og krydsninger.
"Konceptet med, at nogle landmænd feder kalvene fra kødkvægsbesætningerne færdige, tror jeg er godt. Jeg kan producere godt og billigt foder, og de, der har køerne, kan få lidt flere køer og slipper for bøvlet med at fodre deres kalve færdige," siger Peter Søndergård.
Læs mere om Peter Søndergård i magasinet "Kødkvæg", der udkom i sidste uge. Abonnement på bladet kan bestilles på tlf. 33 39 47 10.
Med sin erfaring og sit udstyr fra mange års mælkeproduktion er Peter Søndergård specialist i at fodre kalvene billigt samtidig med, at de opnår en høj kvalitet.