Jens Jørgen Nielsen har fuld forståelse for, at udbringning af gylle ikke lugter godt. Det synes han heller ikke selv. Men når man er i arbejdstøjet, er man mere tolerant, end når man har det fine tøj på, siger han. Derfor opfordrer han i sin naboseddel folk til at henvende sig, inden de skal have gæster, så han kan tage hensyn. Nabosedlen er kreeret af Danske Svineproducenter.
"Lugten af gylle vil spolere enhver festlig sammenkomst, om det så er et bryllup, en fest eller bare en grillaften med en flok venner. Jeg vil også nødig holde fest eller selv være gæst med nyudkørt gylle som nabo. Så ring til os før sådanne arrangementer, så vil vi meget gerne tage hensyn med gyllevognen i dagene op til. Vi skal bare have det at vide, for vi er ikke tankelæsere."
Sådan siger Jens Jørgen Nielsen, der driver en stor svinebedrift tæt ved Hatting uden for Horsens - en bedrift, der består af 330 hektar med korn, raps og græsfrø og en produktion af 13-14.000 slagtesvin årligt.
Og han mener, at han taler på hovedparten af de danske landmænds vegne.
"De fleste landmænd vil hellere end gerne i dialog med deres naboer og folk i byerne. Det er jeg slet ikke i tvivl om."
Foråret begynder 1. marts
For Jens Jørgen Nielsen begynder foråret for alvor omkring 1. marts, hvor han begynder at køre gylle ud til vinterraps. Senere følger gylle til vinterbyg, frøgræs og vårafgrøder og slutter af med hveden først eller midt i maj.
Jens Jørgen Nielsen deler sedler ud til de naboer, der ligger tættest på det areal, han planlægger at køre gylle ud på, inden han begynder. Og det har han gjort i fem år. I løbet af foråret bliver det til i alt 40-50 sedler. På sedlen oplyser han om, at han begynder at køre gylle, og at der de kommende uger er risiko for, at det lugter. Han opfordrer også til, at man henvender sig, hvis man skal have gæster, og spredning af gylle passer dårligt.
Til gengæld beder han om forståelse for de dage i foråret, hvor det lugter af gylle i landskabet. For gyllen skal jo køres ud.
Lugt løber længere end sedler
"Problemet er, at der også kan være lugtgener for de folk, der bor længere inde i byen. For lugtgener løber længere end sedlerne, som kun deles ud til de nærmeste naboer. Men andre har måske også planer om fester i forårssæsonen. Derfor er mit budskab, at alle, ikke kun de nærmeste naboer til marken, kan ringe og bede os om at undgå bestemte dage til gyllekørsel. Det vil vi gerne," siger Jens Jørgen Nielsen.
Han bor i den lille landsby Eriknauer med 150-200 meter til de nærmeste naboer. Men har marker op til både naboerne i Eriknauer og til nogle af husene i den lidt større by Hatting. Heldigvis ligger gården i det nordøstlige hjørne af landsbyen. Fra den vindretning blæser det sjældent. Men der er meget gylle, som skal transporteres gennem landsbyen.
"Vi er meget opmærksomme på, at vi ikke spilder eller griser unødigt. Men helt undgås kan det ikke, og det er da frygtelig irriterende for både os og alle andre. Vejene gøres selvfølgelig rene, når gyllesæsonen er slut - og også indimellem, hvis det bliver for slemt," siger Jens Jørgen Nielsen.
Han lægger stor vægt på at lære de tre til fire faste medarbejdere at tage hensyn til omgivelserne, når de arbejder på bedriften.
Jens Jørgen Nielsen har egen gyllevogn med slangeudlægger, som hans elev, Christian Andersen, der ses til højre, blandt andet kører med. Jens Jørgen Nielsen er glad for, at bredspredning af gylle er blevet forbudt, for det lugtede meget mere. Han købte en slangeudlægger rimelig tidligt, og det var mange naboer meget glade for dengang, fortæller han. I dag er det et lovkrav.