"Gider du lige skifte kanal. Der MÅ da være noget, der er sjovere end det her!"
Min kloge kone er ikke til fredag aftens tomhjernede underholdning i TV, og i princippet er jeg enig. Men lige nu er der to problemer: Der er kun tomhjernet underholdning på vores tre kanaler. Og værre endnu: Jeg kan ikke finde fjernbetjeningen.
"Gider du!" siger hun en lille smule utålmodigt.
Jeg roder lidt rundt nede under sofaens ryglæn og får fat i en fjernbetjening, som jeg straks retter mod vores fjernsyn. Uden resultat.
Forkert fjernbetjening. Normalt ligger der tre - fire fjernbetjeninger på bordet ved fjernsynet. De betjener hver sin maskine, men har alle én ting til fælles: De virker kun en gang imellem. Årsagen behøver jeg ikke at analysere særlig grundigt: Batterierne mangler - enten fordi de er faldet ud, eftersom de fleste fjernbetjeninger mangler låget - eller fordi de er fjernet for at blive sat i en fjernbetjening, der mangler batterier.
Det er sådan en, jeg har fået fat i lige nu: En forkert fjernbetjening uden batterier. Altså må jeg enten rejse mig for at skifte kanal direkte på fjernsynet eller resignere og se mere hjernedød underholdning.
Min kloge kone er mere resolut end jeg: Hun går selv hen til fjernsynet, slukker på kontakten og meddeler, at vi kan finde på meget andet fornuftigt at lave end at se fjernsyn.
Selvfølgelig giver jeg hende ret. Med mig selv ved jeg, at det har været en hård dag, og der skal mere end en kraftanstrengelse til, for at jeg kan starte på et nyt projekt. En bog for eksempel, som hun ellers foreslår.
I stedet giver jeg mig til at lede, og efter fem minutters ikke særligt systematisk arbejde, dukker de manglende fjernbetjeninger faktisk op - de fleste uden batterier.
Suk. Jeg går i gang med at finde nye batterier, mens jeg i mit stille sind forbander ungerne. Det er nemlig dem, der ødelægger de fine fjernbetjeninger ved at sidde og fingerere med dem, mens de ser Beverly Hills eller andre opbyggelige serier.
"Far, det er da ikke noget at flippe ud over. Du kan da ikke hidse dig op over en elendig fjernbetjening," sagde de nærmest i kor, sidst jeg brokkede mig over deres (u)vane.
Efter at have fremført mit sædvanlige "penge er ikke noget, der vokser på træerne, det er noget man skal arbejde for", løb jeg tør for argumenter og lod dem fortsætte deres pilleri. Tilsyneladende med det resultat, at jeg nu ikke kan betjene fjernsynet uden at rejse mig fra stolen.
"Det er såmænd kun sundt," smiler min søde kone, da jeg prøver at finde en forbundsfælle i hende.
"Næste gang, ungerne skal se fjernsyn, fjerner jeg simpelthen batterierne fra alle fjernbetjeningerne. Så kan de se, hvordan det er, når tingene ikke virker," bekendtgør jeg i et særligt dramatisk tonefald.
Min kloge kone kigger kort op fra den bog, hun er gået i gang med, mens jeg går i gang med at montere nye batterier i tre fjernbetjeninger og erstatte de manglende dæksler med tape.
I det samme ringer telefonen. Vi har fået en af den slags telefoner, der kan bæres med rundt i hele huset.
"Tager du den, skat?" spørger min kloge kone med næsen nede i bogen.
"Jeg kan ikke lige høre, hvor den er henne."
Nu begynder en hidsig jagt rundt i huset efter vores nye telefon. Vi finder den under en pude i sofaen et par minutter efter, at den er holdt op med at ringe.