Log på Forside
 
Forbered havens spisekammer
Kartoflerne skal gerne være klar til grundlovsdag.
Kartofler i blomst. Illustration fra Familieudvalgets brochure Kartoffelopskrifter.

Det kribler i kartoffelfolket.

Kartoflerne er gjort klar til spiring. Så snart jorden bliver lidt varmere, lægges de i jorden, måske med plastik over for at holde på varmen. Mange ynder jo at grave kartofler op, i hvert fald til grundlovsdag.

Kartoflen er meget rig på C-vitaminer. Derfor er den en af vores vigtigste grøntsager.

Vi kan ikke bruge kartoffelplantens frugter, da de er giftige. I stedet spiser vi stængelknoldene. De dannes i enden af hver sin stængel, der er under jorden. Derfor er det vigtigt, at planten får skubbet jord op omkring stænglen. Kartoflerne skal hyppes.

Hvis kartoflerne får sollys, bliver de grønne og giftige og skal smides væk. Det giftige stof (solanin) ødelægges nemlig ikke ved kogning.

Mange sorter

Der findes mange sorter af kartofler. Hver sort har særlige egenskaber, hvad angår smag, udseende, læggetidspunkt og modstandsdygtighed over for kartoffelsygdomme. Brug modstandsdygtige sorter som læggekartofler.

Når man skal vælge læggekartofler, skal man vide lidt om, hvad man skal anvende dem til.

En god kogekartoffel er sorterne Sava, Folva, Hansa og Ditta.

Aspargeskartoffel og den nye sort Exquisa er meget gode til kartoffelsalat.

De mere melede kartofler som Kong Edward, Bintje og Asva er bedst til kartoffelmos, kartoffelsuppe og som bagekartoffel.

Hvorvidt kartoflerne er melede eller faste afhænger ikke kun af sorten, men også af dyrkningsbetingelserne.

Jeg vil lige nævne en af de tidligste kartofler på markedet - som ikke er en vandet kartoffel - Arielle - der fra starten har smag og konsistens. Den var måske værd at prøve.

Det bedste, jeg ved om sommeren, er at gå ud i haven og grave kartofler op. Held og lykke med jeres kartofler.

Her kommer lige et par opskrifter, som jeg synes giver de gamle kartofler et lille pift.

Nye kartofler er en stor nydelse.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: