
Foto: Jens Tønnesen.
En færdigtrænet hyrdehund skal kunne samle og hente en fåreflok på stor afstand og genne flokken gennem led eller ind i en fangfold i samlet flok. Men den skal også kunne holde flokken i ro, så hyrden kan inspicere dem og skille flokken ad ved behov. Man kan sagtens arbejde med op til tre eller fire hyrdehunde på samme flok får.
Erik Holmgaard begynder og slutter hver dag med en halv times gåtur ud over markerne med hele hundeflokken - en hygge- og legestund, hvor hundene bare har fri og løber sig trætte. Derpå trænes hundene individuelt.
Individuel træning
»Det er meget vigtigt at afpasse sin træning efter, hvilken hund man arbejder med. For hyrdehunde er meget forskellige. Fair lederskab er meget, meget vigtigt, men det er ikke det samme som dominans. Border Collies er bløde hunde, der ikke behøver en hård opdragelse,« fortæller Erik Holmgaard.
I begyndelsen trænes den store hvalp sammen med en voksen hyrdehund ude ved fåreflokken. Her lærer hvalpen af den ældre hund, at det bedste i verden er at arbejde med får.
Den rigtige træning begynder først i fem måneders alderen, men kun fem minutter ad gangen, ellers risikerer man at ødelægge den unge hund. Træningen øges gradvist i takt med alderen, men først når hundene er 16 til 24 måneder, kan man rigtig begynde at fylde på. Og færdigtrænede hunde kan arbejde i timevis, blot det ikke er koncentreret hele tiden.
Øvelser
Border Colliens naturlige instinkt siger den, at den skal løbe i en bue bag om fårene og stille og roligt drive dem ned mod hyrden.
»Først lærer jeg hunden at gå i balance bag om fårene og lægge sig ned. Når den kan det, lærer den, at når jeg bevæger mig i en retning rundt om flokken, skal den gå modsat. Og så bygges det stille og roligt op, afstanden øges og den lærer flere og flere kommandoer. Men kan den blot de fire vigtigste kommandoer: Stop, fremad, højre om og venstre om, er man godt kørende,« siger Erik Holmgaard.
Det er vigtigt, at man ikke går alt for meget til lydighedstræning eller spiller bold med en ung hyrdehund, da det giver den for meget fokus på føreren. Hunden skal have fokus på fårene, og derfor skal det meste af træningen foregå sammen med får.
Erik Holmgaard giver kommandoerne til hyrdehunden med sin fløjte, for så er han sikker på, at den kan høre ham nede i den anden ende af marken.
En Border Collie kan springe meget højt men må først lære det, når den er over halvandet år. Ellers kan det ødelægge hofterne.