Endelig forår!
Vi kigger på hinanden, min kloge kone og jeg, og slår det fast med syvtommersøm. Ligesom resten af Danmark har vi ventet og ventet.
"Har I været i haven?" spørger vores gode venner en aften, hvor de byder på bøf og rødvin.
Og nej, det har vi ikke nået endnu, men vi har masser af planer, bekendtgør den kloge til min overraskelse.
Weekenden er udnævnt til arbejdsweekend, men lørdagen byder mest på regn og blæst. Min kloge kone har foreslået grillmad, men de planer både blæser og regner langt væk. Søndagen derimod giver revanche: Blæst, sol og så mange projekter, at det er svært at overskue dem alle sammen.
Min kloge kone har brugt lørdagens regnvejr til en ekspedition til byen efter nye hindbærplanter - vi planter dem samtidig med, at vi laver saft af alle de bær, vi har oplagret i fryseren fra sidste og forrige år.
Selv jævner jeg omhyggeligt det stykke, der skal udlægges til ny græsplæne og stopper først, da min kone meget klogere vender hjem efter endnu et besøg på planteskolen med besked om, at det er alt for tidligt at så græs.
Vi arbejder koncentreret i flere timer. Ved 12 tiden begynder jeg at snakke om formiddagskaffe, ved 15 tiden spiser vi frokost. Rødkindede tropper vi op hos den ranglede teenagesøn, der sidder begravet foran computeren.
"Vil du ikke med ud i det gode vejr?" spørger vi i kor vores håbefulde søn, der efter et par hurtige tryk på tastaturet kan meddele, at det er for koldt!
"Det er 6,5 grader, der blæser en hård vind fra sydvest og det bliver først sol hen mod aften," konstaterer han med blikket stift rettet mod skærmen.
Vi kigger på hinanden og går ud i solskinnet, der vælter ned fra en skyfri himmel.
"Det er da mindst 8,5 grader," snøfter min kloge kone en smule forarget, da vi tager fat på endnu en etape af havearbejdet: Fjernelse af muldvarpeskud.
Først da knægten skal på knallert-besøg hos kammeraterne i den nærliggende landsby, kommer han ud iført stor jakke, hjelm og handsker.
"Fint vejr i dag," bemærker han, inden han prutter af sted.
Vi fortsætter lidt endnu med rygge, der bliver stivere og stivere, og ved halv femtiden siger jeg stop.
Men min energiske kone kan slet ikke få nok. Hun går i gang med at fjerne sidste års visne græs fra vintergækkerne og sætter mig til at fjerne forvildede brombærskud og hænge en stærekasse op.
Da vi endelig erklærer os færdige, kan vi kaste et tilfreds blik ud over haven, hvor vi for nogle uger siden spredte et tykt lag flis i en nyplantning.
"Det skal nok få bugt med ukrudtet," siger jeg sejrssikkert.
I det samme får vi begge øje på et lille grønt blad, der stikker op gennem alt træfliset.
Vi bukker os lynhurtigt og voldsomt bekymrede over det lille blad.
Pyh ha - det var bare blæst derned.
"Har du set den vintergæk før?" spørger hun med et bekymret blik på endnu et stykke med grønt, der stikker frem mellem spånerne.
"Næ! Er det ikke en, du har plantet?"
Men nej, det er det ikke.
Det er hende, der afslutter sætningen: "Jeg har på fornemmelsen, at hvis den kan vokse her, så kan ukrudtet også."
Heldigvis er det endnu et stykke tid så koldt, at der næsten ikke er noget, der kan vokse.