Log på Forside
 
Gamle æblesorter
Der er stor forskel på æbler og frugttræer blandt de gamle æblesorter, men alle er sunde og hårdføre.
Foto: Jens Tønnesen.

Podemester Boi Jensen fra Frugttræsplanteskolen »De gamle sorter« anbefaler følgende gamle sorter af æbler og pærer. Sorterne har han valgt, fordi de er sunde og hårdføre på lette jorde og i barsk klima, hvor mange moderne sorter ikke klarer sig så godt.

Astrakan Gyllenkroks

Gammel svensk sort fra før 1850. Sundt, langsomt voksende træ, der tåler både vind og lette jordtyper. Meget velegnet til espallier. Bærer tidligt middelstore, smukke frugter med lyserøde striber på grøngul bund. Frugtkødet er fint, løst og saftigt og nærmest glasagtigt med en noget vinsyrlig smag. Virkelig velsmagende, men holder sig ikke længe. Spises fra sidst i august til oktober.

Bodil Neergaard

Gult flaskeæble fra omkring 1850 fra Lolland. Svagt voksende, meget sundt træ med en bred, tæt krone. Frugterne er ægformet til tilspidset kegleform. Farven er først grøn, og ved modning bliver frugterne gule med lidt orange på solsiden. Frugtkødet er hvidt med gulligt og grønligt skær, saftigt med fin krydret smag. Lugten er fin og ret kraftig. Spises fra december til marts.

Bøghs Citron

Sundt, hårdført og langsomt voksende træ fra 1863 fra Horsens, både til sandjord og de bedre jordtyper. Danner en bred, fladrund krone. Godt spiseæble, lille til middelstort, rundt og gult med små, lyse pletter. Æblet er frisk, saftigt med god lugt og fin sødlig, aromatisk, svag citronagtig smag. Spises fra september til november.

Danzig Kantæble

Tysk, langsomt voksende æbletræ fra 1760 til alle jordtyper. Frugten er gul og rød med grågrønligt skær. Frugtkødet er hvidt med grønligt skær, noget løst, temmelig tørt og uden fremtrædende aroma og svag lugt. Spises fra november til februar.

Lord Lambourne

Engelsk æblesort fra 1921, meget langsomt voksende med en opret, rund krone. Æblerne bliver middelstore til store, runde og guldgule til rødligt stribede. Frugtkødet er hvidgult med grønne årer, ret fast og noget groft, syrlig sødt, saftigt ,aromatisk og velsmagende. Spises fra oktober til nytår.

Nonnetit Bastard

Mellemkraftig æblesort fra det sydøstlige Jylland før 1913. Æblet minder om en stor pigeon, grønlighvid til gul med rødlige striber og stænk. Frugtkødet er hvidt, skørt og saftigt med behagelig smag og god aroma. Anbefales til lette jordtyper, gerne læ. Spises fra midt i oktober til februar.

Skovfoged

Stammer fra Sydsjælland 1865. Hårdført træ, svagtvoksende, regelmæssigt bærende, der trives på alle jordtyper og er velegnet til haver og hegn. Brunrøde til røde, aflange kegle- eller ægformede frugter med sødlig smag. Spises fra 15. august til 15. september.

Sävstaholm

Sorten er fra Sverige 1851. Sundt, middelvoksende træ, der trives fint på let jord og er bedst i lidt barskere klima. Tidlig frugtsætning af kegle- eller ægformede, middelstore æbler, der bliver karminrosa med mørkere striber og stænk. Frugtkødet er hvidt, løst og bliver let tørt, men med behagelig, sødlig smag. Spises fra midten af august til september.

Tyrrestrup

Sundt, meget hårdført, middelstort træ med en bred flad, hængende krone, der trives på let jord og stammer fra Horsens 1860. Svagtvoksende, når den begynder at sætte frugt. Meget frugtbar og bærer tidligt. Middelstore frugter, bred kegleform, grøn grundfarve til gulhvid og guldgul. Frugtkødet er hvidgult med grønne årer, løst og saftigt og med en behagelig syrligsød og aromatisk smag. Mad- og spiseæble fra sidst i september til midt i december.

Venus

Sorten stammer fra Holstebro 1848. Et meget hårdført træ, der også trives i barsk klima og på let jord. Frugten er fladrund med hvidliggrøn, gul og guldgul farve. Frugtkødet er hvidgult til gult eller grønligt, meget fast og tæt, lidt tørt og med udpræget sød smag uden megen aroma og svag lugt. Spises fra december til april.

Podemester Boi Jensen, Holstebro, anbefalede i Land&liv nr. 7 at plante gamle robuste æblesorter frem for moderne sorter.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: