"Så køb den dog, far!"
Vi har spenderet en forårstur til Norditalien - hele familien - og har fundet vej til et af de utallige markeder.
Rejseguiden har anbefalet køb af lædervarer som en god mulighed, og sandt er det, at udvalget er overvældende. Jeg er faldet for en lys skindjakke til noget, der muligvis er en fordelagtig pris.
"Køb den dog", siger min langhårede og modebevidste søn igen som akkompagnement til sælgerens "special price for you" og "I'm sure I have your size".
Selv har min søn alle mulige erfaringer med at købe, så snart muligheden tillader det. Han tøver ikke med at slå til, når noget i hans øjne er "et fremragende tilbud, der aldrig kommer igen". Eller når han kan bruge argumentet "jeg har jo brug for det alligevel". Hans økonomi ser ud derefter.
"Jeg er sikker på, at den klæder dig. Og det er billigt," fortsætter han næsten mere ubønhørligt end sælgerne, der trods alt har fornemmet min nølen.
Om jakken er billig, ved hverken han eller jeg. Jeg fordi jeg ellers aldrig ser på den slags tøj, han fordi det trods alt ligger noget uden for hans økonomiske formåen.
Da selv min søn opgiver at få mig til at investere i jakken, kaster han sig over et nyt projekt:
"Du trænger altså til noget mere moderne tøj far," fastslår han sagligt, mens vi løber spidsrod mellem nye boder med endnu flere tilbud.
Han griber en lyseblå sweater med et fint mærke på til en usandsynlig lav pris.
"Denne her ville klæde dig," konstaterer han, mens han holder den op foran mig med en vurderende mine, og personalet i boden hektisk går i gang med at diske andre fremragende tilbud op.
Heldigvis kan både min søn og bodens ejer indse, at en sweater, der kun rækker mig til navlen, vil være alt andet end pyntelig.
"Men dit tøj er umoderne," fortsætter knægten og ser anklagende på den vest, som jeg just købte ugen for inden.
Og lidt uden for nummer føler jeg mig, kan jeg lige så godt erkende midt på gaden i Firenze, hvor alle haster forbi i sidste skrig, og hvor ungerne dåner over det ene kendte modehus efter det andet.
Ligner det ikke fårelort, -den plet, jeg har på skoene? Jeg skal nok lade være at spørge knægten, for han vil selvfølgelig bare bekræfte antagelsen, men i det mindste får de kendte mærker i de enormt dyre butikker for en stund ham alligevel til at glemme sin umulige mission med at gøre mig moderigtig.
Freden varer lige, til han får øje på en "fuldstændig uundværlig" lædertaske.
"Vi kan alle sammen bruge den, og den vil være praktisk hver eneste gang, jeg skal op på efterskolen," argumenterer han hårdnakket.
Vi påpeger, at efterskolen varer knapt et par måneder endnu. og at det der med at dele tasker er en anelse upraktisk, hvis man skal rejse på samme tidspunkt - for eksempel fordi man følges ad.
At tasken koster mere i euro, end han disponerer over i kroner, lader vi også indgå som en del af argumentet, hvorimod jeg ikke siger, at alting oppe på den skole alligevel havner i en stor, rodet bunke på et drengeværelse med tre rodede drenge.
Da situationen kort efter går i hårdknude, meddeler vi i kor - min kloge kone og jeg - at han må købe alt det han vil, for sine egne penge. Vores punge er lukket inde med syv segl !
Vi ved godt, at der kun står 62,50 kr. på hans konto, og det er sandt at sige ikke meget for en modebevidst ung mand i en af Europas modebyer nummer et.
På den anden side: Selvom der stod det ti-dobbelte, ville det ikke række langt på et sted, hvor priserne er noget, der angives med diskrete små sedler i hjørnerne af udstillingsvinduerne.
Vi slår os til tåls med situationen - alle fire - og investerer i stedet i en bakke jordbær, som vi meget lidt moderigtigt spiser siddende på kanten af et springvand.
"Far - jeg tror aldrig, du bliver sådan en, som interesserer dig for, hvad for noget tøj du har på. Hvis du bare hørte lidt på mig, ville du kunne se meget mere smart ud," fastslår min søn en smule eftertænksomt.
"Se bare på hende der: Hun er på alder med mormor, og se, hvordan hun forstår at klæde sig moderne!"