Skitsen viser siloen set fra to sider, og dermed kan man overveje, om en beplantning spiller en rolle for synsindtrykket.
Siloer anvendes i stigende omfang i landbruget, og mange steder markerer de ligefrem, at her ligger et større produktionslandbrug.
Visuelt må siloerne betragtes på lige fod med tårne, kirkespir, vindmøller og master til kommunikation. Med kirketårnene som undtagelse er der tale om forholdsvis nye elementer i landskabet.
De færreste vil anbringe en iøjnefaldende silo uden på forhånd at overveje placering, udformning, materialer og farve. Nogen facitliste for sådanne overvejelser er der ikke, men alligevel er der en række spørgsmål, der er værd at stille, påpeger arkitekt Kræn Ole Birkkjær, Landscentret, Byggeri og Teknik.
"Først og fremmest bør man tænke på, at man ikke nødvendigvis behøver at indskrænke sig til en enkelt, når man overvejer at etablere en silo. Måske kan der skabes en æstetisk set bedre løsning, hvis man vælger to eller flere mindre siloer.
Hvad enten man bygger silo eller noget andet, gælder det om at få det nye tilpasset det eksisterende anlæg. Det gælder også om at få det nye til at passe til det omgivende landskab, påpeger Kræn Ole Birkkjær.
"Men man kan stå i en situation, hvor det er umuligt at finde en løsning, der både passer til det eksisterende og til landskabet. I så fald er det at foretrække, at der så i det mindste er skabt en løsning, som resulterer i et homogent bygningsanlæg," mener han.
Landskab baggrund
Ved placeringen af siloen er det værd at overveje, om der i forvejen er høje bygninger eller træer, der kan indgå i et samspil med en høj silo.
Overgange i landskabet, som danner baggrund for gårdanlægget, kan også være en velegnet placering af en silo på gården.
For eksempel vil en placering, hvor en dalstrækning møder en skråning eller bakke, dæmpe siloens fremtræden i det åbne land.
"Eller sagt på en anden måde: Kan siloen placeres, så den får landskabet som baggrund - for eksempel en træbevoksning - i stedet for at den står og rager op i landskabet," siger Kræn Ole Birkkjær.
Siloens højde
Videre fremhæver han, at i fladt terræn kan én stor silo ofte med held erstattes af flere små, som anbringes tæt på de eksisterende bygninger. Slanke og høje siloer kan udligne de vandrette linjer i lange bygninger, hvis de placeres centralt. Ligeledes vil bygninger ved foden af siloer påvirke indtrykket af siloens højde, således at siloen syner lavere.
"Når man overvejer placering og udformning af en silo, skal man finde de steder i det omgivende landskab, hvorfra man kan se siloen og tage det med som synsvinkel i overvejelserne. Og så kan man også overveje, om en beplantning vil spille en rolle for synsindtrykket," fastslår Kræn Ole Birkkjær.
En gruppe af siloer i forskellige størrelser og højder, der spiller godt sammen med bygningernes lange vandrette linjer.
Siloer med stor diameter er her placeret tæt på laden. På den måde skabes god samhørighed til staldanlægget.
Siloer er iøjnefaldende og markerer mange steder, at her ligger et større produktionslandbrug.