Log på Forside
 
Landet rundt noter

Hjemmeside for Limousinefestival

34 Limousinebesætninger deltog i årets Limousinefestival. Til sammen havde de omkring 3.000 besøgende. Alle steder blev der delt smagsprøver ud, og flere steder var det muligt at købe produkter med hjem. Flere steder var der også køretur ud i mark og skov for at se på natur og dyr. Næste års Limousinefestival er allerede under planlægning, og festivalen har fået sin egen hjemmeside. Allerede nu er der mange forhandlere af Limousinekød på listen, og den vil løbende blive tilført nye. Alle forhandlere har skrevet under på en erklæring om, at de har styr på hygiejneforordningen - en sikkerhed for forbrugerne. Eventuelle nye forhandlere af Limousinekød er velkomne til at henvende sig til Dansk Limousine Forening på tlf. 76 90 25 77 eller 97 53 83 29. Læse mere på www.limousinefestival.dk

Rettelse om økonøgle

Økotidendes Økonøgle, som man kan finde på www.okotidende.dk er en liste over økologiske firmaer, som inkluderer producenter, internetbutikker, stalddørssalg m.m. Ønsker man en komplet liste over udelukkende økologiske gårde, fører Økologisk Landsforening et katalog over økologiske gårde i hele Danmark. Der er nu 114 gårde i kataloget, og der kommer løbende flere gårde til. Kataloget er opbygget som et kort over Danmark, hvor man kan klikke sig ind på prikkerne og nemt finde frem til, hvor der er stalddørssalg i nabolaget. Kortet findes på www.okologi.dk/Eksterne/stalddor/Default.asp 

Vinavlere i Landbrugsraadet

Foreningen af Danske Vinavlere er blevet en del af Landbrugsraadet, fra at være et hobbyfænomen er dansk vinavl gået hen og blevet en fuldt ud kommerciel del af dansk landbrug på bare et par årtier. Foreningen af danske vinavlere har lidt over 1.000 medlemmer. Heraf er 25 kommercielle. Det vil sige, at de er godkendt af de danske myndigheder til at sælge vin. Der er 15 af de kommercielle vinbønder, der har vin til salg af årgang 2005. Det forventes, at foreningen har 40 kommercielle vinproducenter i 2009, hvor det årlige omsætningstal ligeledes forventes at blive fordoblet fra de nuværende 4,5 mio. kr.

Læs mere på www.vinavl.dk

10.000 fårebesætninger

Antallet af får i Danmark er uændret eller svagt stigende, medens antallet af fårebesætninger er faldende. Der findes omkring 10.000 fårebesætninger registreret i CHR-registeret, men langt hovedparten er små besætninger med under 25 moderfår. Det fremgik af den beretning, formanden for Dansk Fåreavl, Bent Schack-Nielsen, kom med på foreningens generalforsamling 20. maj. Her blev formanden genvalgt uden modkandidat, og næstformanden, Frank Hansen, blev ligeledes genvalgt. Generalforsamlingen blev holdt på Bygholm i Horsens og samlede omkring 50 deltagere fra hele landet.

Sov godt på økomad

Hvis man har problemer med fedme, immunforsvaret eller søvnen, er det værd at overveje at skifte til økologiske fødevarer. Et af de nyere danske forskningsprojekter viser nemlig, at rotter, der er blevet fodret økologisk, havde en lavere vægt og et mindre fedtindhold i kroppen end rotter, der var fodret med konventionel kost. Ligeledes havde de økologisk fodrede rotter højere indhold af immunoglobulin G, som indgår i immunforsvaret mod infektionssygdomme. Og så havde de et mere roligt søvnmønster.

I forsøget blev rotter gennem flere generationer fodret med foder fremstillet af planter dyrket efter tre modeller: Økologisk (lav tildeling af gødning - uden sprøjtemidler), reduceret gødskning (lav tildeling af gødning - med sprøjtemidler), konventionel (høj tildeling af gødning - med sprøjtemidler).

Det skriver Økotidende.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: