Log på Forside
 
Dyrk tidlige blomkål på friland - uden skadedyr
På Ærø høster man øko-blomkål fra friland først i maj. Blomkålene har overvintret to gange, før de sætter hoved - en biologisk sensation.
Foto: Merete Hattesen.
Randi Moth Lønblad viser de store, flotte og tidlige blomkål frem, som i Bededagsferien blev solgt direkte fra gården på Ærø for 15 eller 20 kr. stykket afhængig af størrelsen.

Ekstremt tidlige blomkål dyrket økologisk på friland var i Bededagsferien 12-14. maj klar til salg fra Jørgen Bjørgrens og Randi Moth Lønblads økologiske landbrug på Ærø. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre at høste blomkål så tidligt, men nu er det andet år, det sker for parret på Ærø.

Ingen forskere kan tilsyneladende forklare disse blomkåls udvikling. Den er meget usædvanlig og kaldes en biologisk sensation, som giver nye muligheder for dyrkning af meget tidlige danske blomkål, der ikke er sprøjtet, men alligevel er fri for skadedyr.

Uden hoved

"Den specielle måde, Jørgen Bjørgren og Randi Moth Lønblad behandler deres blomkål på, må påvirke noget i planterne, så de ikke danner hoved i første vækstsæson," siger Gunnar Mikkelsen fra Danmarks JordbrugsForskning, Foulum, der har fulgt de ærøske blomkål i en periode.

Han mener, at der er store perspektiver i den nye dyrkningsmetode, hvor man kan lave store kvalitetshoveder meget tidligt uden brug af sprøjtemidler og risiko for angreb af skadedyr. På det tidspunkt vil man også kunne få en rigtig god pris for blomkålene.

"Til gengæld optager de tidlige blomkål plads i marken i en ekstra vækstsæson uden at give udbytte. Men det kan undgås ved lidt planlægning, for man kan sagtens nå at så gulerødder, bønner eller visse andre grønsager, hvis blomkålene allerede tages op først i maj," siger Gunnar Mikkelsen.

Varmere klima på Ærø

Om dyrkningsmetoden kan overføres til resten af landet er endnu uvist. Blandt andet fordi Ærø har en gennemsnitstemperatur, der ligger to til tre grader over resten af landet. Havets nærhed kan også spille ind.

Ifølge Gunnar Mikkelsen er der behov for et tilbundsgående forskningsprojekt, der undersøger, hvorfor planten opfører sig, som den gør - hvad der sker inde i planten, om den vil gøre det hvert år, på alle jordtyper og på alle lokaliteter. Og hvilke krav der for eksempel er til mistbænken, som planterne sås i.

Ærø Økologigruppe samarbejder med Danmarks JordbrugsForskning om muligheder for at dyrke danske grønsager på nye måder, så forbrugerne kan få flere danskdyrkede grønsager af høj kvalitet. aeroe-oekologigruppe.dk

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: