"Vil du have et stykke med?"
Det er aften, og jeg er nået til den tid, hvor maven knurrer. Beklageligvis sker det lidt for tit, og lige så beklageligt er jeg lidt for slem til at bøje mig for mavens krav.
Med andre ord: Jeg har opsøgt køleskabet, den hjemmelavede spegepølse, de lækre oste fra den lokale ostemand, en lille smule chokolade, en kop kaffe med sukker og mælk og muligvis en godnatwhisky. Det sidste er et af de begreber, min far lærte mig - rart med gode forbilleder.
"Vil du have et stykke med?" - råber jeg igen op i stuen, hvor min kloge kone sidder opslugt af sin bog.
Det varer lidt, inden hun svarer, og svaret er som forventet: "Nej tak, jeg er ikke sulten - og du har heller ikke godt af det!"
Nærmest i trods griber jeg ud efter den hjemmeslyngede honning, som min kone selv jævnligt hjembringer fra en af sine kolleger. Gud ved hvorfor, når man alligevel ikke må spise den.
Jeg bliver nødt til at tage en af de store tallerkener, da jeg er færdig med at tilberede al maden. Ellers kan det ikke være der. I sidste øjeblik er jeg gået fra ideen om en ostetoast - udelukkende fordi jeg kender de kommentarer, det vil afføde.
Min kloge kone værdiger mig ikke et blik, da jeg tager plads i sofaen med min tallerken strategisk placeret ved siden af kaffekoppen og sukkeret og det lille stykke chokolade, der smager så forræderisk godt til kaffe.
"Er du sikker på, at du har godt af det der?" siger hun uden at se op.
"Ja selvfølgelig," kan jeg ikke lade være at svare.
"Ved du ikke, at det er sundt med mange små måltider i løbet af dagen?" fortsætter jeg.
Nu sker der det, som sker næsten hver eneste aften: Først lægger hun bogen fra sig, så stirrer hun intenst på mig, mens jeg tager en bid af det første stykke - hjemmelavet lammespegepølse.
"Ja, SMÅ måltider," siger hun med eftertryk.
Jeg tager så godt som uforstyrret en slurk af kaffen, mens jeg i ro og mag overvejer, hvilket stykke mad der skal være det næste. Nede på engen leger lammene tagfat, og jeg er tæt på at være godt tilfreds med tilværelsen.
Hun tager igen sin bog op, min kloge kone, og så siger hun det, hun siger næsten hver eneste aften, når jeg har smurt mine mellemmadder:
"Må jeg få en bid?"
Nu er det min tur til at gøre mig bred og mægtig - noget, jeg desværre har alt for let ved.
"Da jeg var nede i køkkenet, spurgte jeg, om du ville have et stykke. Du svarede nej. Nu vil du alligevel have "en bid". Hvordan synes du selv, det lyder?", svarer jeg myndigt.
"Bare en lille bid," foreslår hun - en anelse ydmygt.
Men jeg gør mig hård:
"Så kunne du have sagt det, da jeg spurgte."
"Ja, men dengang var jeg ikke sulten."
Selvfølgelig ender det, som det plejer. Hun får "en bid" - jeg kunne lige så godt have taget en ekstra tallerken med fra starten, og det vidste jeg egentlig godt.
Da der er spist op, vender min kone tilbage til sin bog. Inden hun tager fat på næste kapitel, når hun lige at bemærke:
"Jeg gør det jo kun for din egen skyld."
Jeg undlader omhyggeligt at fortælle, at jeg allerede fra starten havde smurt et ekstra stykke mad. For en sikkerheds skyld.