Ny
riderute med mulighed for overnatning i shelter
Af Merete Hattesen
hattesenlandogliv.dk
33394753

Foto: Merete Hattesen.
Indvielsen af den nye riderute blev skudt i gang med fejende flotte opvisninger i alt lige fra lokale mini-ryttere, pony-games, vikinger på islandske heste til dressur i damesaddel, før rytterne endelig kunne få lov at afprøve noget af ruten.
På Eskjær Hovedgård indviede 60 fyrige heste og 150 begejstrede mennesker Kr. Himmelfartsdag en ny ambitiøs riderute i det østlige Salling, nord for Skive.
Den 15 km lange rute byder på næsten al slags natur. Flot bakkelandskab, nyplantet skov, søer, moser, marker, 200 år gammel bøgeskov og ridning langs fjorden. Der er også mulighed for overnatning i shelter med pausefold i skoven eller opstaldning af heste hos Sundsøre Rideklub.
På det meste af ruten kan heste og ryttere færdes i sikkerhed på private veje og marker. Kun enkelte landeveje skal krydses. Det skyldes ikke mindst stor velvillighed fra områdets lodsejere. Derfor er det vigtigt at vise hensyn og respektere lodsejernes afgrøder og privatliv.
Ruten er blevet til i et samarbejde mellem Feldborg Statsskovdistrikt, Sundsøre Kommune, Sundsøre Rideklub og Fursund Turistinformation. Men den er blot en mindre bid af en større helhed. På længere sigt er det planen, at der etableres en riderute rundt i hele Salling efter samme koncept som cykle- og vandreruterne. Samtidig skal der oprettes nye teltslagningspladser for primitiv overnatning.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: