Denne gang svarer John Norrie på havespørgsmål
Gråskimmel i pæonerne
Mine pæoner blomstrer ikke ret meget mere. Mange af knopperne bliver ikke til noget. Skal jeg blot kaste dem ud?
Dine planter er sikkert angrebet af pæongråskimmel. Den angriber, hvis planterne står for dybt i jorden eller for vådt. Pæonerne er steppeplanter. Hjerteskuddet skal stå i jordoverfladen, og de vil gerne have, at der er drænet omkring dem. Skrab jorden væk fra hjerteskuddet og læg groft grus ud omkring det. Så er det kun at håbe, at problemet forsvinder. Står de for mørkt, så sørg for, at der kommer lys og luft til. Det har en utrolig virkning.
Svedne stedsegrønne
Bladene på vores kirsebærlaurbær ser forfærdelige ud i år. Hvad kan vi gøre for at forbedre forholdene?
Vinteren har været hård ved mange af de stedsegrønne bladplanter. Der er simpelthen sket en svidning eller rettere udtørring af bladene. Den lange frostperiode er skyld i det. Planterne har ikke været i stand til at hente vand op fra jorden til erstatning for fordampningen fra bladene. Jorden har været bundfrossen, og planternes rødder kan ikke arbejde ved så lave temperaturer.
De solrige dage med frost er de værste, da bladene varmes meget op, og fordampningen er stor. Bladene bliver mere og mere tørre og er til sidst helt brune og indtørrede.
Planterene dør ikke. Klip dem blot tilbage, de tåler det og bliver ofte smukkere af det.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: