"Jeg har købt noget, som jeg tror, du bliver glad for," meddeler jeg glædesstrålende min kloge kone, da hun vender hjem fra arbejde.
Hun ser alt andet end begejstret ud ved meldingen. Muligvis hænger det sammen med, at jeg ugen før har overrasket hende ved at købe en havetraktor - et stykke mekanik, hun på ingen måde mener vi har brug for.
Siden har jeg slået stort set alt, der rager mere end tre cm op over jordoverfladen for at bevise værdien af en havetraktor.
"Se, brændenælderne tager den i en ruf. Og markvejen," har jeg stolt proklameret, mens hun har set mistroisk til.
"Hvad kostede den," spørger min kønne datter, da hun efter et par dage kaster et uinteresseret blik på maskinen.
Da jeg fortæller det, ser hun nærmest målløs ud.
"Men noget af det kan gå ind i driften. Så er det ikke helt så dyrt, som det lyder," belærer jeg hende.
"Hvad betyder det," spørger hun med en mine, der er om muligt er endnu mere skeptisk end min kones.
Min kloge kone kommer mig i forkøbet med sit svar: "Det betyder, at din far har fundet et godt argument for at købe noget, som han ville have købt alligevel."
Familiens to kvinder ser sigende på hinanden.
Så har den ranglede lemmedaskersøn alligevel en helt anderledes forståelse for, hvad der er nødvendigt i vores have.
Han ifører sig truckersolbriller og bestiger straks traktoren, hvorefter han slår plænen på et kvarters tid.
Nu har jeg altså købt ind igen.
"Hvad har du så fundet på denne gang," spørger min kloge kone skeptisk.
"En næsebøjle," forklarer jeg.
"En hvad?"
"En næsebøjle. Man putter den ind i næsen, når man skal sove, og så snorker man ikke. Ja, ikke fordi jeg snorker, men alligevel. Jeg har set den i et norsk blad. Det er en dyrlæge, der har opfundet den, og den skulle være helt fantastisk."
"En dyrlæge - det anede mig," svarer hun eftertænksomt.
"Jeg har tit haft lyst til at have en ring i næsen på dig, så du var lettere at styre. Men at det skulle forhindre snorkeri?"
Bøjlen kommer med posten dagen efter, og jeg indvier den straks under min eftermiddagslur på sofaen oppe på første sal.
"Jeg synes nu ikke, jeg kunne høre forskel," bekendtgør min kloge kone, da jeg udhvilet vender tilbage til dagens dont.
Jeg har glemt at tage bøjlen ud, hvilket min kønne datter straks opdager.
"Hold op hvor ser du åndssvag ud, far," udbryder hun.
"Skal du så sove med den hver nat?" fortsætter hun.
"Ja, er det ikke sexet," kan jeg ikke lade være at sige. Igen er husets kvinder tilsyneladende enige. De nægter at svare.
Ved sengetid monterer jeg bøjlen igen og opdager den først, da den i løbet af natten er faldet ud og er ved at bore sig ind i min kind."
Men den hjælper, hævder jeg hårdnakket. Min kone afviser, at jeg er i stand til at bedømme resultatet.
"Du sover jo, så hvordan kan du vide, at det hjælper," spørger hun.
"Jamen du sover jo også. Det må da være bevis nok," svarer jeg.
"Hvordan kan du vide, at jeg sover?"
I løbet af ugen udvikler jeg den teori, at det er, når munden åbner sig, at man begynder at snorke - næsebøjle eller ej. Især når man ligger på ryggen. Et fornyet besøg på den norske dyrlæges hjemmeside bekræfter min antagelse. Han arbejder på et tillæg til næsebøjlen.
"Hold mund", hedder det nye produkt, som han har søgt patent på. For første gang i flere år støtter min hustru mig i mine indkøbsplaner.
"Med det navn kan det kun være det helt rigtige for dig," lyder hendes dom.