Log på Forside
 
Nye energikrav ved ombygninger
Der stilles ikke samme energikrav ved mindre ombygning som ved nybyggeri. Når hele taget skal udskiftes, gælder de nye energikrav for loft- og tagisolering. Hvis det er vinduerne, der udskiftes i en facade, skal de nye vinduer ligeledes leve op til de nye krav. Foto Per I. Thomsen.

"Skal jeg efterisolere hele huset, hvis jeg får et nyt køkken?"

Det spørgsmål stillede mange forskrækkede husejere tidligere på året, da det kom frem, at de nye energikrav i bygningsreglementet ville komme til at gælde for både nybyggeri og ombygninger. Og sådan blev bestemmelserne tolket i vinter. Men der er foretaget nogle ændringer hen ad vejen, så kravene er mere overskuelige. Bygningsreglementet gælder for så vidt både for nybyggeri, tilbygninger og større ombygninger og renoveringer. Det er jo hensigten, at også de eksisterende bygninger skal have nedsat forbruget af energi.

Hvis en husejer har bestemt sig til at skifte taget, skal han foretage en efterisolering, så det nye tag lever op til de nye krav. Det kommer jo også husejeren til gode, når han skal at betale varmeregningen. Men efterisoleringen skal kun gennemføres, hvis det kan betale sig. Ellers ikke. Og der er ikke krav om, at han skal isolere vægge eller sætte nye vinduer i, når han skifter sit tag.

Hvis han ønsker at udskifte alle vinduer i facaden, skal vinduerne leve op til de nye energikrav. Men ikke hvis han kun udskifter et enkelt vindue.

Hvis husejeren i forbindelse med en større renovering af ydervægge får stillet krav om, at væggene skal leve op til de nye energikrav, så kan det være, at det kun kan lade sig gøre ved at foretage en indvendig eller udvendig isolering. Hvis det viser sig at blive for dyrt, kan han blive nødt til i stedet at isolere hulmuren, fordi denne foranstaltning godt kan betale sig, selv om de nye energikrav ikke helt bliver opfyldt.

Hvis oliefyret skal skiftes, skal det dokumenteres, at det nye fyringsanlæg lever op til de nye krav.

Der skal ikke foretages en energimærkning i forbindelse med ombygning. Det skal der kun, når der er tale om nybyggeri eller totalrenovering.

Formålet med de nye krav i bygningsreglementet er at reducere energiforbruget i bygninger med mindst 25 procent. I 2010 kan der forventes skærpede krav.

www.energitjensten.dk eller Energitjenesten, 70 33 37 77

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: