Log på Forside
 
Big Brother overvåger stalden
Internettet har gjort det muligt at overvåge for eksempel stalden, uanset hvor man befinder sig.
Bjarne Wind Olsen kan overvåge malkeafsnittet både på computeren i kontoret, i stalden og fra stuehuset på den anden side af den store gårdsplads.

En ko skal kælve - måske i morgen, måske i aften. Er det grund nok til at springe aftenkaffen hos naboen over?

Eller er det nok til, at man bliver nødt til at vandre over i stalden et par gange i løbet af natten?

Ja, vil mange måske svare.

Men nej, hvis man installerer webkamera til at overvåge kælvningsboksen, er der mulighed for at følge med i begivenhederne - bare man er i nærheden af en computer med internet.

For Bjarne og Poul Wind Olsen, Seemgård syd for Ribe, var det malkerobotten, der gav sig udslag i at installere kamera til overvågning.

På gården er der 148 køer og tre overvågningskameraer installeret. Et - ret lysfølsomt - kamera overvåger optagepladsen foran robotten, et overvåger en stor del af stalden, og et sidder, så man kan se kælvningsboksen.

»På det kamera, der overvåger optagepladsen til robotten, kan vi blandt andet se, om en alarm skyldes, at en ko står stille og blokerer for de andre.

Kameraet kan også drejes, så det overvåger ungdyrene. Detaljerne er lidt svære at se.

»Men vi kan se, om der er uro, og det er også en god ting,« siger Bjarne Wind Olsen. Han bor på gården og er også den, der har tjansen med at holde øje med, om alt er, som det skal være om natten.

Poul kunne i princippet få den samme mulighed. Der mangler bare én ting: Internet med bredbånd.

»Det har jeg ikke fået endnu. Får jeg det, skal jeg jo også bare til at stå op om natten,« smiler han.

Hellere teknik end arbejde

For Jens Ole Hjort, mælkeproducent ved Lunderskov, har tankegangen været næsten den samme, da han besluttede sig for at installere kameraovervågning.

»Jeg er mere til teknik end til hårdt arbejde,« siger han med et smil. På gården er der installeret to malkerobotter og automatisk fodring. To kameraer overvåger de mest centrale dele af bedriften - optagepladsen til robotterne og kælvningsboksen.

»Systemet er lavet sådan, at jeg kan styre malkerobotten fra kontoret. Det er en lettelse, hvis der opstår problemer,« forklarer Jens Ole Hjort.

Sidste år tog han en totalt ombygget stald i brug efter nøje at have overvejet alternativerne.

»Vi bor i et område, hvor der er mange driftige landmænd. Derfor valgte vi at spare investeringen i en ny stald. Totalt har han sparet omkring 40 procent af investeringen ved at bygge den gamle bindestald om til en stald med udvendige foderborde.

Et af de få problemer, det har givet, er relativt mange hjørner og kroge - et problem, som man kan sige overvågningskameraerne har været med til at løse.

Mange muligheder

Kameraovervågning via PC giver mange muligheder i hverdagen.

Ansatte, der bor flere kilometer fra bedriften, har mulighed for at holde øje med stalden uden hele tiden at skulle ud at køre, hesteejere ved præcis, hvornår hoppen begynder at fole, og landmanden med kødkvæg behøver ikke at trampe frem og tilbage mellem stald og stuehus i en uendelighed, når koen skal kælve.

Udstyret med to kameraer koster 10-11.000 kr., hvis man ikke i forvejen har edb-forbindelse mellem stald og stuehus. Findes forbindelsen allerede, for eksempel fordi man har internet i stalden, kan udgiften skæres ned til det halve, oplyser Peter Tomsen, IT-chef hos Jysk Landbrugsrådgivning, som har installeret de to omtalte anlæg foruden en lang række andre anlæg til overvågning af stald og teknik.

Et lille øje i det høje... Kameraet her er ret lysfølsomt og overvåger den plads foran malkerobotterne, som køerne skal op på, før de skal malkes.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: