"Jeg har det godt - send flere penge."
Kogt sammen er det indholdet i flertallet af de henvendelser, vi de sidste par måneder har fået fra den 17-årige lemmedasker, når han fra sit eksil på efterskolen tager sig sammen og kontakter sine forældre.
Enkelte gange suppleret af: "Jeg mangler desperat underbukser - cirka 10 par."
Og endnu færre gange: "Jeg savner jer."
Skal jeg være ærlig, kan jeg sådan set slet ikke huske den sidste melding - måske er den aldrig kommet.
Til gengæld er der en anden, vi har hørt igen og igen, når han vender hjem for at tanke op med fårespegepølser og rent tøj:
"Jeg kan ikke være hjemme hele weekenden. I kan jo godt forstå, at jeg er nødt til at se mine venner!"
Og jo, såmænd forstår vi, at de venner, som han er sammen med hele ugen på efterskolen og enkelte af dem herhjemme, ikke kan forbigås.
"Bare han har det godt, og det er jo tydeligt, at det har han," siger vi til hinanden, indtil jeg en dag kommer til at lægge de beløb sammen, som han har anmodet om udover de faste lommepenge.
"Du bliver altså nødt til at begynde at arbejde, når du kommer hjem," siger jeg med eftertryk i en telefon, der kort efter afbrydes, fordi den løber tør for strøm.
Gentagne opfordringer og en økonomi, som selv han kan se ligger i ruiner, får ham til at søge - og tilmed få - et arbejde som opvasker.
Arbejdet skal vare næsten hele sommerferien og har allerede ugen efter den positive virkning, at hans anmodninger om penge får en ny ordlyd:
"Det er bare et lån," siger han gravalvorligt, indtil jeg gør opmærksom på, at han allerede skylder hele den første uges arbejde væk.
"Så arbejder jeg bare lidt mere," fastslår han optimistisk, inden han begynder at fable om den computer, han også er begyndt at spare sammen til.
Et par dages prøvearbejde er dog tæt på at bringe ham på andre tanker: "Det er dødhårdt at vaske op hele dagen," siger han træt på sin anden arbejdsdag.
"Jeg tror, jeg finder noget andet."
Så er det, at vi med alle vores rester af forældre-autoritet rejser os op og understreger, at "nu har han godt nok at holde fast i det, han har."
"Ja, ja, men hvad nu, hvis jeg kan få noget bedre," spørger han med hele sin 17-årige logik.
Vi falder ned igen. Undervejs ned når min kloge kone at sige, at han i hvert fald ikke stopper på sit arbejde, før han er sikker på at have fået et nyt.
"Jamen det er jo ikke, fordi jeg er bange for at arbejde. Jeg vil bare gerne have noget andet arbejde," svarer han og besegler derved familieidyllen.
Hans positive indstilling til arbejdslivet varer, til han får udleveret sin arbejdsplan. Til hans totale overraskelse indeholder den 37 timers ugentligt arbejde.
"Jamen," siger han chokeret, "er det overhovedet lovligt at arbejde så meget?"