»Så vidt jeg kan se, er alt som det skal være.«
Den ret nøgterne sms fra vores datter er hendes hilsen til forældrene, der er draget på ferie - helt uden børn.
I begyndelsen med et frygteligt savn i maven. Vi er ligesom kun halve mennesker uden »ungerne« (vores kønne datter er fyldt 20), men tilsyneladende er der ikke meget savn, der er rettet den anden vej.
Tværtimod lyder det som om, de begge nyder at kunne bestemme selv. Ikke mindst nyder vores kønne datter at have egen bil til rådighed.
»Kan vi godt konvertere nogle af madpengene til diesel,« lyder hendes eneste bekymrede spørgsmål i løbet af de mere end 14 dage, vi har forladt hjemmet.
Rækken af bekymrede spørgsmål er nogle flere fra os, især i begyndelsen.
»Hvordan går det med dyrene?«
»Får I noget at spise?«
»Kommer I i seng i ordentlig tid?«
Og så videre..
Gradvist afløses vores bekymring også af glæde over selv at kunne bestemme. Over ikke hele tiden at skulle diskutere, hvor vi skal spise, om vi skal cykle eller køre bil, om vi skal se kulturhistorie eller kultbutikker, om vi skal være længe oppe eller gå tidligt i seng, om vi skal spise bøf eller fisk.
»Det er næsten ligesom at være unge igen,« siger jeg til min kloge kone med et stik af dårlig samvittighed over for »ungerne«.
Vi har været på et spændende museumsbesøg, og jeg har faktisk ikke savnet »ungernes« protester det mindste.
End ikke da storesøster på et tidspunkt ikke præcist kan redegøre for, hvor lillebror har overnattet, og vi ikke kan nå ham på hans telefon, bliver vi seriøst bekymrede.
Næste dag melder han sig med hæs røst og meddeler, at han har sovet hos »nogle venner«, og at han i øvrigt har travlt, fordi han skal på arbejde.
»Jeg arbejder faktisk fuldtids i levnedsmiddelbranchen,« kundgør han kun en anelse ironisk. Han er opvasker i en restaurant med et eneste formål: At spare sammen til en ny computer. Tilsyneladende er målet så tillokkende, at han klarer at afstå fra at bruge af sine penge.
»Jeg lever af drikkepengene, far,« forklarer han, da jeg bekymret spørger til hans økonomi.
»Gud - vi troede først I ville komme på mandag,« lyder det i kor fra ungerne, da vi ringer hjem og meddeler, at vi som planlagt kommer lørdag eftermiddag.
»Kan du tage lidt hakkekød op fra fryseren,« spørger jeg den ranglede teenager i telefonen, for at vi kan sikre os aftensmaden.
»Du ved godt, hvordan hakkekød ser ud?«
»Far, jeg arbejder faktisk fuldtids i levnedsmiddelbranchen,« gentager han overlegent.
Da vi en del timer senere kommer ind ad døren, ligger han henslængt foran fjernsynet med nedrullede gardiner og en flok cykelryttere på TV-skærmen. Det hakkede kød har han glemt alt om.
Ellers er alt, som det bør være: Dyrene har vand, blomsterne lever endnu, der er gjort rent i hele huset, intet er ødelagt.
Næste dag går jeg i gang med at luge et af de bede, som ukrudtet har fået overtaget i. Jeg starter med at rive de blomster op, som min kloge kone fik af sin mor i sidste måned.
»Jeg var så stolt over, at de havde slået rod. Men hvad hjælper det, når du ikke kan kende forskel på ukrudt og blomster?« siger hun anklagende, da hun opdager fadæsen efter et par dages forløb.
Blomsterne er totalt udtørrede i sommerheden - alligevel prøver jeg et håbløst genoplivningsforsøg med masser af vand og jord rig på gødning.
Det ligner næsten noget, et par teenagere kunne have fundet på.