Log på Forside
 
Nyt liv i næsten 400 år gammel lade
Projekt »Find gårdens skjulte værdi - sæt liv i dine tomme bygninger« skal være til gavn og glæde for lokalbefolkningen.
Louise Westenholz vil gerne udnytte den gamle lade i baggrunden, så lokalbefolkningen også får glæde af den. Laden er stor - 100 meter lang og 13 meter bred - og så vidt vides er der i hele landet kun to tilbage af samme slags og størrelse.

Den 100 meter lange bindingsværkslade fra 1612 er fredet. Så det er helt uden for diskussion, at den skal blive stående.

Det ville også være synd andet.

Men nu bruges den mest til opbevaring af maskiner, der ikke anvendes så tit. En næsten 400 år gammel højremsbygget lade er ikke dimensioneret til nutidens landbrugsmaskiner og traktorer, så loppemarkeder og udstillinger om sommeren kunne blive en ny anvendelse af den gamle bygning.

Vi er på Refsnæs ved Kongerslev i det østlige Himmerland, hvor Louise Westenholz, der sammen med sin mor ejer gården, har fået ideen.

»Jeg vil gerne udnytte laden, så den ikke bare står som en kulisse, og jeg synes også, at andre skal have en mulighed for at se den. Det er en smuk og imponerende bygning, og så vidt vides, findes der kun to af samme slags og størrelse i Danmark«, mener Louise Westenholz.

Loppemarked og udstillinger

Projektet går ud på at holde loppemarked hver weekend i sommermånederne. Folk på egnen kan så leje en stand for et mindre beløb og sælge brugte ting og sager, som de ellers ville køre på lossepladsen eller give til en genbrugsbutik.

Hjemmelavet marmelade, frugt og grønsager fra egnens haver, blomsterdekorationer og forskelligt husflidsarbejde kunne også sælges i laden.

»Men det skal ikke være et kræmmermarked med al mulig skrammel eller salg af nye, billige varer fra østen,« understreger Louise Westenholz.

Da laden er meget stor - godt 1300 kvm - kan den næppe fyldes helt med genbrugsboder, og Louise forestiller sig, at en del af den kan bruges til udstillinger. For eksempel af gamle landbrugsredskaber, plancher, der fortæller om livet på gården eller egnens historie, eller lokalt fremstillet kunst. Det kunne være skiftende udstillinger, og de kunne eventuelt laves sammen med en lokalhistorisk forening.

»Jeg interesserer mig meget for gamle ting med en historie, og det tror jeg også, at mange andre gør. Genbrugsforretninger og loppemarkeder har kronede dage i disse tider, så der er et marked for det,« mener Louise Westenholz.

Hun fremhæver også, at det er et område, hvor der færdes mange mennesker. Laden ligger lige ud til en kommunevej, og der er kun en halv times kørsel til Aalborg. Endnu tættere på er det store sommerhus- og ferieområde ved Øster Hurup samt Lille Vildmose, hvor der måske bliver naturpark.

Lysplader og el

Oprindelig var det Louise Westenholz' drøm at indrette en restaurant eller antikvitetsforretning i den store lade. Men det ville kræve en alt for omfattende investering - og måske også være helt umuligt på grund af fredningen. At indrette laden til loppemarkeder og udstillinger kræver mindre.

»Egentlig skal der ikke laves meget andet end noget lys og monteres nogle stikkontakter. Men det er ofte et problem med fredede bygninger, at man ikke må noget som helst,« siger hun.

Indvendig rummer laden nogle imponerende - og velholdte - trækonstruktioner. Men den er også temmelig mørk, så der skal lys ind. Åbning af de store porte i enderne og lysplader i taget vil tilføre noget dagslys. På forsiden ud mod gården er der fire vindueslåger, som kunne monteres med plexiglas indvendigt.

Udgifter til tømrer og murer vil der være. Dels skal der kalkes indvendigt, og dels er det ikke sikkert, at alle døre og vinduer kan åbnes.

»Der er muligheder for tilskud. Men fordi der er tale om en fredet bygning, skal der kobles en arkitekt på,« siger hun.

»Det ville være dejligt, hvis der ligefrem kunne komme en forretning ud af det, men det tror jeg ikke på. Men det handler også om at bevare gårdens kulturhistoriske værdi, give folk en god og anderledes oplevelse og bevare laden til kommende generationer,« siger Louise Westenholz.

Indvendigt åbenbares en imponerende trækonstruktion. Men her er også mørkt, så der skal lys ind, hvis laden skal bruges til loppemarkeder og udstillinger.
Laden er stor - 100 meter lang og 13 meter bred - og så vidt vides er der i hele landet kun to tilbage af samme slags og størrelse.
Andre af gårdens bygninger er også fredet, blandt andet hovedbygningen.
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: