Blå himmel bag duvende lysegrønt bøgeløv, en klukken i bækken, en strofe af en fugls morgensang, en hvisken i græsset. Hvad mere kan man ønske at vågne op til på ferieturen. Adgangsbilletten er bogen »Overnatning i det fri 2006-2007« med godt 850 teltpladser. Det fortæller Jens Erik Larsen fra Friluftsrådets ERFA-gruppe.
Det koster kun 20 kr. pr. person pr. nat - og nogle pladser er endda gratis. Teltpladsordningen henvender sig til friluftsfolk uden motor, det vil sige cyklister, vandrere, ridende og sejlende. Det er altså ikke tilladt at komme i bil til teltpladserne.
Teltpladserne ligger især hos landmænd, som gerne vil vise dyrene og landbruget frem. Andre pladser findes på højskoler, efterskoler m.m., som har en tradition for åbenhed. Endelig har kommuner og amter oprettet pladser langs cykel-, vandre- og kanoruter, ligesom Skov- og Naturstyrelsen på sine pladser giver mulighed for at komme rigtig langt ind i skoven og lytte til nattens lyde. Så saml pløkkene, tag bogen i tasken og kom ud og oplev naturen og dig selv på en ny måde.
MeHa
www.teltpladser.dk
Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: