
Foto: Jens Tønnesen.
Knud Kristensen byggede først i 90erne et nyt stuehus på ejendommen, hvor han bor med sin kone og fem børn. I det oprindelige stuehus 100 meter derfra bor deres gode ven, Johnny Albrechtsen, med sin familie. De to familier har sammen lavet den store have gennem de sidste 20 år.
"Jeg vil bo i en underafdeling af Paradis."
Intet mindre kan gøre det, da Knud Kristensen fra Stutteri Flamingo ved Vemb få kilometer fra Nissum Fjord skal begrunde, hvorfor familiens private have efterhånden har rundet de 10 tønder land. En have med et væld af søer, rislende kilder, vandfald, laguner, små broer, stendiger, marmorstatuer, lamper, bænke, blomster, bede, græsplæner og meget mere.
At den private have kun er to familiers værk er imponerende. Man tror knap sine egne øjne, når man guides rundt i den meget frugtbare og kuperede have, der domineres af vand, stendiger og hvide statuer i alle afskygninger.
Inspirationen fra de pompøse, storladne, franske slots- og barokhaver er tydelig. Og Knud Kristensen lægger da heller ikke skjul på, at det er herfra meget af inspirationen kommer.
Vand pibler frem overalt
Knud Kristensen købte ejendommen på godt 100 tønder land midt i 80'erne for at begynde et stutteri med travheste. Dengang fortalte en haveekspert ham, at det var umuligt at lave en ordentlig have på stedet på grund af den stærke blæst fra vest og den sumpede, våde jord.
Så for at få læ og store træer i en fart har Kurt Kristensen flyttet mange løvtræer på seks til syv meter fra sine læbælter og småskove ind i haven. Det kan sagtens lade sig gøre med godt resultat, hvis man vander konstant det første år.
"Da jeg købte ejendommen, brækkede jeg alle de drænrør over, jeg kunne finde, for at føre ejendommen tilbage til den oprindelige natur. Det blev faktisk mere sumpet, end jeg havde regnet med, og mange af søerne opstod næsten af sig selv," beretter han.
Store dele af området blev så vådt, at det var umuligt at færdes der hele året rundt. Så Knud Kristensen lagde 20-30 cm sand som små stier på de høje områder, som han såede græs på, så man altid kunne færdes der.
I modsætning til de fleste haver, hvor man ofte forgæves søger at holde vand inde i bassiner med plastik, så pibler vandet mere end villigt op af jorden her, bare man tager et dybt spadestik.
Mange læs sten og marmor
I haven er der brugt 30 lastbil-læs kampesten med 17 ton sten pr. læs fra lokale grusgrave. Og fem til seks læs formstøbte, grønlandske marmorfigurer, som var billige på grund af fejlfarver.
"Marmorfigurerne og skal helst se gamle ud, så jeg var kun glad for, at de var lidt mørke og misfarvede. Er det rigtig slemt, kan de altid males med hvid betonmaling," tilføjer Knud Kristensen.
Haven har han selv lavet sammen med deres nabo, Johnny Albrechtsen, og deres familier gennem mange år, og den er deres store interesse. Men langt fra færdig. Kommende projekter er færdiggørelse af en bjerghave, en ny tepavillion på en ø i den store lagune foran huset og en nedsænket grillplads med vandfald, omkranset af stendiger, der via solen varmer pladsen op.
"Haven var slet ikke planlagt så stor, udvidelserne er sket gradvist. Vi har taget et skridt ad gangen, og den ene sten har lige som taget den anden," fortæller Knud Kristensen.
Selvom man skulle tro det, har haven ikke kostet en formue i materialer, da familierne er gode til at genbruge, købe stort og billigt ind på de rigtige tidspunkter og bruge deres eget plantemateriale. Men den har kostet rigtig mange penge, hvis tidsforbruget skulle gøres op, smiler Knud Kristensen.
Haven har et mini Akropolis i græsk stil. Knud Kristensen har selv gravet det meste af havens høje og søer ud med en gammel gravemaskine og en gummiged, som han købte billigt for mange år siden. Fra højen er der en fantastisk udsigt over huset, lagunen foran og en del af den store have. Haven har en god kombination af stedsegrønne og løvfældende blomster og buske. Især rododendron, roser, åkander og mange enkeltstående træer dominerer.
Den franske inspiration er tydelig. Især maleren Monets have i Paris med vand, broer og åkander er Knud Kristensens forbillede.
Vandfald, søer og rislende kilder er der mange af i den store have.
Knud Kristensen har to flotte laguner i haven. Den ene er ikke helt færdig, men han forestiller sig en frodig, urskovsagtig oase med sten, vandfald, sø og hængende egetræskroner som tag, der omkranser de blomsterdækkede skråninger ned til søen og forstærker vandets rislen og lagunens dybde. Gamle jernbanesveller er brugt som trapper eller til at stabilisere bakkeskråninger mange steder i haven.
Haven har et fantastisk fugleliv takket være 150-200 fuglekasser og fodring af fuglene året rundt.
Foran huset ligger en af havens to laguner. Langs søerne er der plantet mange nobilis- og nordmannsgraner, da spejlbillederne er så smukke om vinteren. Da søerne blev anlagt, begyndte de hurtigt at gro efter. Men så slog et par vilde svaner sig ned i vandparadiset, og de har virkelig ryddet op, fortæller Knud Kristensen, som håber, at også storken snart vil indfinde sig. Tidligere var han passioneret jæger, men i takt med at han omdannede området til en jægers paradis med masser af vildt og fugle som hyppige gæster, vandt interessen for have og natur over jagten.
En af havens mange marmorfigurer på en vandfontæne. I baggrunden Knud Kristensen og hans ønskebrønd. Der er filt under alle stier, og bunddække i form af flis eller græs rundt om blomster og træer, og roserne står i højbede. Alle græsplænens hjørner er runde, så det er lettere at slå græs, hvilket tager 12-14 timer en gang om ugen med en 107 cm bred græsklipper.