Som tak for sin historie om roserne valgte Elna en inspirerende bog om Den levende Have.

18. april 1953 blev Elna gift med Aage i Asmild kirke på en dejlig forårsdag.

Blandt de mange bryllupsgaver var to små pariser-roser i potter. Yndige, orange. Netop roser i denne farve og udgave kendes under betegnelsen Mors Dag roser.

Elna fik at vide, at de kunne plantes ud i haven, hvor de ville kunne gro videre og også overvintre. De blev omhyggeligt dækket til med granris fra juletræet den første vinter.

På deres lille landbrug havde de stor glæde af roserne hvert eneste år, når de var i haven.

Efter 46 år solgte de ejendommen og købte et hus i udkanten af Viborg, hvor der selvfølgelig helst skulle være en have med plads til blomster, som Elna altid har dyrket en masse af og bestemt heller ikke kunne undvære nu, da de flyttede til byen.

Elna nænnede ikke at tage ret meget med fra landbohaven udover pariser-roserne.

Losseplads

Haven omkring det nyindkøbte hus var en stor losseplads. Helt sammengroet af store buske, træer og ukrudt, og den indeholdt alt muligt affald. To store hunde havde tillige boet og opholdt sig i haven, så der var mange huller at dække til. En lidt uoverskuelig opgave at gå i gang med.

Heldigvis trådte børn og svigerbørn til og hjalp med at rydde op, fælde en del træer og buske, planere, luge osv. Der var virkelig meget at gå i gang med, inden det kunne begynde at ligne en hæderlig have.

Roser i affaldet

Elna måtte plante roserne et andet sted i mellemtiden. Kun mellem hækken og et par buske var der lidt bar jord. Her blev de forsigtigt plantet og vandet i håb om, at de kunne trives, til de kunne plantes et bedre sted, når haven begyndte at tage form.

Men ak og ve. Hækken skulle også klippes. Det havde den ikke været i flere år. Så her trådte børn og svigerbørn også til, da Elna på grund af en hofteoperation ikke selv kunne.

Hækken blev klippet og formet, og alt affaldet blev revet sammen og kørt på lossepladsen.

Bagefter var der intet spor af roserne. Elna blev meget ked af det.

Mirakel

Men da det blev forår, skød den ene rose op af jorden igen som et lille - stort - mirakel. Så sorg blev til glæde vendt.

"Rosen er dog aldrig blevet så stor og flot, som den var tidligere, men den er en bryllupsgave, der har fulgt os det meste af livet. Jeg mistede min mand for nogle år siden, men rosen er med til, at vi stadig har et bånd, der knytter os sammen," fortæller Elna.

Blomsterbedet, hvor Pariserrosen har sin plads.

Rosenbedet kan ses fra Elnas havestue.