Husets indgangsparti med hallen midtfor med de store glaspartier fra gulv til tag og en bagdør tættest på carporten. Huset rummer 270 kvm og er bygget af lærketræ, og det kommer til at stå i træets naturlige farve.
"Vi kan godt lide det lidt specielle".
Kirsten Dal og Erling Krog fra Jørsbygaard, der ligger helt ned til Limfjorden ved Sdr. Dråby på Mors, er i gang med at bygge et nyt stuehus - et hus, der ikke ligner et almindeligt dansk bondehus. Snarere et engelsk landhus, blot i træ. Huset er arkitekttegnet og stort med to etager og har masser af glaspartier og store vinduer for at få så meget lys ind som muligt.
Parret arbejder begge med på bedriften, så gården er både familiens hjem og daglige arbejdsplads, hvor der kommer mange mennesker. Så det har været vigtigt at indrette huset, så det passer til familiens liv, krav og behov med tre børn og to ansatte.
Derfor træhus
Familien har valgt et træhus af mange årsager. Blandt andet fordi de synes, at et muret hus ville se alt for bastant ud i to etager. Og to etager skulle der være for at få en endnu bedre udsigt over fjorden. Begge synes også, at et træhus ser flot ud, og Kirsten Dal fremhæver et bedre indeklima. Indvendigt kan man ikke se, at det er et træhus. Et træhus kræver dog mere vedligeholdelse end et muret hus.
Parret har forberedt sig grundigt, før de besluttede, hvordan deres nye hus skulle se ud.
"Vi har set på rigtig mange nybyggede huse på landet de senere år sammen med arkitekt Kræn Ole Birkkjær fra Landscentret, og det har været guld værd", fortæller Kirsten Dal.
På den måde har parret dannet sig et indtryk af, hvordan ting fungerer i praksis, og hvad de kan lide.
Renovering eller nybyggeri
Da parret overtog gården for 15 år siden af Kirsten Dals forældre, nøjedes de med at male indenfor. Huset, der er fra 1900, har mange mindre rum og er meget stort - 360 kvm plus udnyttet loft. Parret vidste, at en større renovering var påkrævet overalt, men tænkte allerede dengang på, at det måske var bedre at bygge nyt i stedet.
"Stuehuset er simpelthen udtjent og vinduerne ved at falde ud. Vi kunne selvfølgelig have valgt at totalrenovere det, men det ville have kostet det samme som at bygge nyt. På denne her måde får vi et nyt, stort hus, som vi har været vant til, men med færre og større rum. Og som vender rigtigt med fuld udsigt over vandet. Det bliver den bedste udsigt på Mors," udbryder Kirsten Dal begejstret.
Der er ingen tvivl om, at hun ikke har fortrudt, at det gamle stuehus snart må lade livet, selvom det er hendes barndomshjem.
Huset ud til havesiden. Køkken/alrummet ligger i stueetagens venstre side, og her er næsten hele sydvæggen glaspartier, som man kan åbne ud til haven med en skydedør. Mellem køkken og hall - og på første sal, stue og hall - er et stort vindue, så man også kan kigge ud af hallens vinduer fra køkkenet eller stuen, hvilket giver en slags panoramaudsigt. Der skal være en træterrasse i hele husets længde mod syd. Huset rummer 270 kvm og er bygget af lærketræ, og det kommer til at stå i træets naturlige farve.
Kirsten Dal og Erling Krog glæder sig, til huset står færdigt i november. Det blev påbegyndt i marts, men har været planlagt i flere år.
Jørsbygaard er med sin beliggenhed helt ned til Limfjorden et forblæst sted. Så allerede for fem år siden fældede parret en masse træer, så der blev plads til det nye hus, og plantede læhegn strategiske steder. Også den nye have er allerede anlagt i forlængelse af den gamle - med god hjælp fra en havearkitekt. Og det er familien rigtig glade for, så de ikke står med en rodet byggeplads og skal i gang med haven, når huset er færdigt. Det gamle stuehus i den firelængede gård ses lige bag haven.
Her et kig fra stuen på første sal og hele vejen gennem huset til drengeafdelingen, og ud til haven. Den åbne hall umiddelbart efter stuen med gelænder og trappe ned kan anes. Kirsten Dal ville have trappen placeret i hallen i stedet for i et opholdsrum for at kunne lukke støjen fra trappen ude.
Det nye hus ligger et godt stykke fra den firelængede gård på havens højeste punkt og vender øst/vest med haven og udsigten mod syd ud mod fjorden - lidt væk fra avlsbygningerne med grisene. Det gamle stuehus ligger i forlængelse af porten til højre og vender nord/syd med haven mod vest.