Log på Forside
 
Hus med sjæl

Hvor dyr en sjæl har et gammelt, skævt stuehus med revnede mure og mørnet tag og en helt utidssvarende indretning? Måske er stuehuset bygget sammen med en stald, som heller ikke er i for god forfatning. Alene at få huset op på den rette energimæssige status kan koste en bondegård.

Mange gange er det sikkert den fornuftigste løsning at rive det hele ned og bygge et nyt, hvor alle installationer er, hvor de skal være, og ingen bjælker spærrer for mulighederne.

Men så er der det med sjælen.

Lever familiens sjæl i huset ? Er det bevaringsværdigt ud fra et følelsesmæssigt synspunkt ? Kun ejeren kan bestemme, hvad der er den bedste løsning. Slet ikke nogen nem beslutning. Ofte er der jo lagt mange svedige arbejdstimer, stor energi og en pæn pose penge til materialer i den løbende vedligeholdelse af huset, uanset om det kun er blevet til lappeløsninger gennem årene.

Så det er fristende at give sjælen en chance og renovere videre. Den mest rationelle beslutning kan gøre for ondt.

På en del ejendomme er valget slet ikke til diskussion. Hvis myndighederne har erklæret huset bevaringsværdigt eller ligefrem fredet det, er der naturligvis ikke så meget at rafle om. Så er det restaurering, der skal til.

I Land&liv er temaet denne gang råd og vink om, hvad man skal tænke på, når stuehuset skal renoveres.

På Byg&Bo siderne fortæller vi om det store spring: Et helt nyt stuehus.

Land&liv - Vesterbrogade 6, 2. sal - 1620 København V - Tlf: 33 39 47 00 - Fax: 33 39 47 39 - Email: