"Ku' du ikke tænke dig at få køer?" spørger jeg uskyldigt min kloge kone.
Det er aften, og hun sidder og kæmper med at svare på et brev, vi har fået fra CHR registret. Der er noget, de ikke kan forstå - og det kan vi sådan set heller ikke.
"Køer?", svarer hun og ser op med lidt nærsynede øjne, inden hun definitivt svarer: "Nej, det giver alt for meget bøvl."
Det var sådan set nok på det tidspunkt, jeg burde lade sagen falde. Hun har - næsten frivilligt - påtaget sig arbejdet med at udrede trådene for CHR. Eller rettere: Vi havde aftalt at bruge eftermiddagen på det, men da regnskabets time var inde, fik jeg pludselig travlt på kontoret. At blade i gamle papirer med halvvejs glemte indberetninger giver mig næsten momentan hovedpine. Jeg hader det og underholder gerne dem, der gider høre det, med, hvor værdiløse den slags indberetninger er.
Nå - men det var køerne. En lidt ældre landmand i området har bebudet, at han vil sælge sit kødkvæg. Da jeg straks ytrede interesse, svarede han med tvivl i stemmen: "Jamen tror du, at du har råd til at købe dem?"
Det spørgsmål kan det selvfølgelig være svært at svare på, men lysten til at skifte fårene ud med noget, der er lidt større, kan jeg ikke sige mig fri for.
"Så er der heller ikke nær så mange indberetninger," argumenterer jeg over for min kloge kone med en fin fornemmelse for, hvornår man skal bruge hvilke argumenter.
Hun lægger kuglepennen, ser stift på mig og siger med klar og tydelig stemme:
"Vi skal ikke have køer!!"
"Dixi!!", tilføjer hun, som hun har for vane, når der er noget, der ikke er til diskussion.
Og for ligesom at sætte sine ord lidt i relief, fortsætter hun:
"Hvornår tror du, at du har tid at slå græsset på marken?"
Det er faktisk flere uger siden, hun kom med et forslag, der næsten fik mig til at tabe ørerne.
"Det er ikke ret tit, jeg foreslår investeringer i landbruget," sagde hun, "men jeg synes,, vi skal købe en brakpudser."
En hurtig vurdering af priserne fik mig til at trække beslutningen i langdrag. Men min handlekraftige kone lavede i stedet en aftale med en rar nabo om, hvornår vi kunne låne hans brakpudser.
"Det er sådan set det hele, der trænger," fastslår hun med en faglig indsigt, som jeg ikke vidste, hun var i besiddelse af.
At hun har ret, behøver man blot at kaste et blik ud ad vinduet for at konstatere. Hendes strategi lykkes, og næste formiddag sidder jeg i vores gamle traktor med en lidt for stor brakpudser på slæb og arbejder mig langsomt ned gennem engens alt for høje tagrør.
Halvt igennem arbejdet begynder jeg at glæde mig over engens fornyede udseende, og helt færdig med den første eng er jeg nærmest stolt. Også over at det er lykkedes at undgå at køre fast i de forræderiske mosehuller, vores enge nogle steder er fyldt med.
Jeg sveder i den varme traktor, og jeg kæmper med et styretøj, der er så tungt, at det for alvor kræver sin mand. Da hun kommer hjem,
belønner hun mig med et smil og en bemærkning om, at det nok ikke har været nogen hård formiddag - jeg har jo bare siddet i traktoren.
Jeg fortsætter med at rive det, som jeg kalder gårdspladsen, men som ret beset bare er en indkørsel, med min nyindkøbte gårdspladsrive, og hun kvitterer med et nyt smil og ved at se grundende på mig og udbryde:
"Jeg havde godt nok aldrig troet, at jeg skulle blive gift med en mand med havetraktor og gårdspladsrive!"
Så er det jeg ikke kan lade være:
"De der enge," siger jeg, "det havde da været meget lettere at sætte noget kødkvæg ned for at æde græsset end at knokle med at slå det."
Resten af aftenen taler vi om noget helt andet.